lørdag den 25. februar 2012

Rock Nalle. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 18


Rock Nalle i 60erne. Signaturen har jeg fået fra ham senere.


Rock Nalle alias Roland Lyhne Sørensen, født 10. april, 1943 i Odense. Turnerer stadig landet rundt. Nalle er kendt som danmarks svar på Little Richard og er i ordets bedste betydning en ægte rock’n’roll, soul og blues sanger.
Han begyndte sin karriere i Fyns hovedstad i slutningen af 1950'erne i et band ved navn ”The Teddy Bears”, der bl.a. spillede ved skolekoncerter. Kælenavnet Nalle havde han fået på et fritidshjem, hvor der var en pædagog, der også hed Roland. Som udlært slagter påmønstrede han et fragtskib og endte i Australien, hvor han styrkede det engelsk, han allerede havde tilegnet sig via Radio Luxemburg.
I 1962 vendte han tilbage til Danmark og spillede med ”Les Amis” og brød igennem med sin debut single "I'll Go Crazy" i 1964. Året efter indspillede han sammen med ”Melvis & His Gentlemen” singlen "In the midnight hour", som blev hans største hit i 60erne. Den lå endda på top 20 listen i England! I 1966-67 spillede han med det engelske band ”The Big Sound” og blev kendt for sine meget karismatiske og levende sceneoptrædender. Fik årets ”Børge” i 1967, som årets mest lovende talent, af det danske rockmagasin af samme navn.
I slutningen af 60'erne opgav Rock Nalle sin musikalske karriere, og genoptog sit arbejde som slagtersvend. I 1968 forsøgte han sig med danskpop, men endte med at gå på socialhjælp og var i 7 år havnearbejder afvekslende med job som statist på Odense Teater.
I 1975 fik han et comeback, da Gustav Winckler relancerede ham med lp'en "Rock Nalle" og to år senere udsendtes "Rock Kost". Efter Nalles medvirken i et tv program blev nummeret "Go'e gamle fru Olsen" en sand landeplage.



Det var en oversættelse af Little Richards "Good Golly Miss Molly". Sidst i 70erne var han solist i ”The Flames” og ” Zig Zag Band” og i 1980 blev hans "Amanda" skrevet af Kim Larsen, den bedst sælgende danske single. Gennem 80erne hørte man ikke meget til Rock Nalle, der gik ned på et medicin- og stofmisbrug, som han altid har talt åbent om.  Selv på denne måde holdt han sig i tradition med den amerikanske rock’n’roll. I 1998 vendte han nærmest mirakuløst tilbage med soul-pladen "Never 2 late". Rock Nalle udgav i 2004 Going down slow vol. 1” og i 2006 Going down slow vol. 2 ”, som han fik Danish Music Award for samme år, som danmarks bedste bluesplade. Cd’erne er indspillet sammen med Hans Theessink og Knud Møller, som også er med på ”Theessink, Nalle og Møller – live”, 2007. Biografier: Erik Thygesen, "Nalle - rockens arbejdsmand", 1982. Klaus Knakkergaard: ”Nalle – et liv ad omveje”, 2010.





Erindringer om Rock Nalle

Lørdag den 8. oktober giver Nalle endnu en gang koncert på vort lokale spillested Foderstoffen – denne gang med bandet His Crazy Ivans, se www.foderstoffen.dk
Nalle alias Rock Nalle alias Roland Lyhr Sørensen har tidligere spillet på Foderstoffen. Det har givet mig lyst til at nedskrive et par erindringer om, hvordan Nalle har været en del af mit liv – dog aldeles uden at vide det:

Mig og Rock Nalle
“Kom med hjem efter skole!” sagde min kammerat - murerens Arne – og strålede over hele hovedet. Jeg fulgte med Arne hjem. Hans storesøster Sanne havde en grammofon, og hun havde lige købt en ny plade med én, der hed Nalle og sang “In the Midnight Hour”. På den anden side af pladen var der et nummer, der hed “Treat Her Right”, men det var der ikke så meget ved. Det var “In the Midnight Hour”, det drejede sig om, og vi spillede pladen mange gange, lige indtil vi kunne høre, at Sanne også kom hjem fra skole, og skyndte os ud af hendes værelse. På denne måde trådte Nalle for første gang ind i min tilværelse.
Sådan set kunne jeg godt forstå, at Arne var begejstret for Nalle. Arne var nemlig temmelig fedladen, så han og Nalle kunne egentlig minde en del om hinanden. Og Arne var begyndt at smøre sit hår ind i brylcreme og forme det til en tyk pølse, der hang ned i panden. Sådan en pølse af hår havde Nalle osse. Jeg lignede derimod slet ikke Nalle, men jeg var lige så begejstret for ”In the Midnight Hour” som Arne, og snart besluttede vi, at vi måtte have vores eget rockband. Arne havde et akvarium med gubbifisk, så derfor skulle bandet hedde The Gubbies. Arnes pandelok gjorde ham selvskreven til at spille guitar og synge. Jeg vidste helt sikkert med mig selv, at jeg ikke kunne synge, så jeg var tilfreds med at sidde lidt i baggrunden ved trommerne lissom Ringo Starr.
For at få lettere adgang til pladen og grammofonen måtte vi fedte for Sanne, og til sidst indviede vi hende i vores planer. Mange sollyse eftermiddage sad vi derefter alle sammen på hendes værelse og hørte “In the Midnight Hour”, mens vi planlagde den fremtid, der ventede The Gubbies. Vi havde den opfattelse, at et rockband består af tre guitarister og en trommeslager, så vi savnede fortsat et par medlemmer. Og vi manglede ganske vist også el-guitarer og trommesæt, men når vi først havde fundet de sidste medlemmer og fået fat i instrumenterne, så ville vi helt sikkert hurtigt lære at spille og synge. Til sidst foreslog Sanne, at hun også skulle være med i bandet. Måske var forslaget slet ikke så tosset. Mens Arne og jeg aldrig havde rørt et musikinstrument, kunne Sanne påberåbe sig, at hun faktisk spillede på blokfløjte. Alligevel førte forslaget til en voldsom krise, der blev begyndelsen til bandets opløsning.
Arne satte sig meget kraftigt imod, at hans storesøster skulle være med. Jeg selv havde egentlig ikke så meget mod ideen. Jeg syntes nemlig, at Sanne var pæn at se på med brune øjne og lyst pandehår og alt sådan noget. På den anden side måtte jeg jo give Arne ret i det rent principielle, når han forarget spurgte, om jeg nogensinde havde set en pige i et rockband. Det havde jeg ikke – men derimod havde jeg i et blad set billedet af en pige, der stod i en slags badedragt ved siden af orkestret og dansede i et bur. Jeg viste Arne billedet og talte så varmt for sagen, at han også til sidst gik modstræbende med. Faktisk var jeg temmelig stolt over at have fundet et kompromis, der forenede alles interesser. Inderst inde håbede jeg vist også, at jeg ved min indsats kunne indynde mig lidt hos Sanne. Men da vi forelagde vores plan for hende, fik jeg et første chokerende indblik i kvindesindets uudgrundelige dybder. Sanne blev slet ikke henrykt, men begyndte tværtimod at skælde ud og tale meget højt og rigtigt grimt. Hun kaldte os nogle barnerøve og gjorde det lysende klart, at hun faneme ikke ville stå og hoppe i et bur som en abe i badedragt, og for resten var The Gubbies det mest latterlige rockband, hun nogensinde havde hørt om, når vi ikke engang kunne spille og synge og hverken havde guitarer eller trommer. Til sidst smed hun os ud af sit værelse og forbød os at spille på grammofonen.
Derefter kunne vi kun høre “In the Midnight Hour”, når Sanne ikke var hjemme. Måske var det derfor, vores entusiasme begyndte at blegne. Med sine ord om, at vi jo hverken kunne spille eller synge og heller ikke havde nogle instrumenter, havde Sanne måske også sat fingeren på et ømt punkt. I hvert fald holdt vi lidt efter lidt op med snakke om The Gubbies, og til sidst gad vi knapt nok høre “In the Midnight Hour”. På denne måde afgik The Gubbies ved en tyst og stille død som et aldeles upåagtet rockband, der ikke havde indspillet en eneste plade, ja, egentlig aldrig havde givet en eneste lyd fra sig.
*
Siden mistede jeg interessen for Nalle en smule. Der kom nogle indspilninger som “Jeg kan li’ store babser” og “Min fars roemark i Skjern”, og det var selvfølgelig meget godt – men det var jo ikke “In the Midnight Hour”. Mange år senere krydsede vore livsbaner imidlertid atter hinanden. Når jeg havde været ude at holde foredrag og kom med et sent tog tilbage til det, der nu er den gamle banegårdsbygning i Odense, var der ofte en lille halv times ventetid, før jeg kunne komme videre med Svendborg-toget. Her på banegården stødte man jævnligt på Nalle.
Det var 1980′erne – fornedrelsens dage for Nalle. En mislykket maveoperation og almindelig uforstand havde ført ham ud i heroinmisbrug og elendighed. “Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?” lød hans gængse indgangsbøn. Hvis man ville sikre sig, at Nalle fik lidt fast føde, var det dog klogest straks at omsætte skillingerne i naturalier, og på banegården var der en pølsevogn, som havde sent åbent. Jeg har altid holdt meget af pølser – egentlig helst de ristede, men Nalle foretrak de varme røde pølser. Han havde ikke så mange tænder tilbage og kunne bedre kværne de røde med gummerne, så vi nød eftertænksomt vore røde pølser, mens jeg i al stilhed mindedes, hvordan vi engang havde spillet sammen med Sanne og Arne i The Gubbies. Næsten.
Men nu er fornedrelsens tid for længst forbi. Måske mere end nogensinde viser Nalle sig som en stor rock-, blues- og soulsanger. Damn right, he’s got the blues, this boy – og et gebis. I publikumsalens mørke glæder jeg mig stedse ved at se Nalles hvide gebis lyse ud over scenekanten.
Knud Bjarne Gjesing





Rock Nalle live, med originalversionen af "Go'e gamle fru Olsen" fra 1977. (Good Golly Miss Molly).




 Rock Nalle i den grad live og kickin' omkring 2005 med sangeren  Michelle Birkballe og nummeret "Bring it on home".




Rock Nalle fortæller om starten på det hele. Interview Bjarne Gjesing.

onsdag den 22. februar 2012

"DOKTOR FORTÆLLER"

Artikel af RTK fra Lejre fortællefestivals program. Ill. af Thormod Kidde






Den mundtlige fortælling er magisk, fordi den er under evig forandring, og meget af historiens sjæl døde, da den blev skrevet ned. Ikke fordi selve nedskrivningen ikke var en ny version af eventyret, men der er meget langt fra bogstavet til det talte ord, og alle historiernes grumme kanter fik en god gang vask og strygning, inden Grimm, Andersen eller Asbjørnsen og Moe skrev dem ned i bogform. Seksualiteten blev kastreret og saftighederne dampet væk. Vi har ikke alene mistet historiens kødelighed, men også foranderlighedens tusindvis af dimensioner. Der er en pæn og nydelig historie tilbage uden liv.
  Heldigvis har vores egen Ewald Tang Christensen gjort det bedre end langt de fleste. Visse historier er på dialekt, og andre findes i 8 forskellige udgaver, hvor den ene har glemt slutningen og digtet en anden, andre har lavet et par hovedpersoner om eller digtet dragen om til en varulv. Længden kan variere fra to sider til 15 linjer. Her er vi meget tættere på den ægte fortællekunst.




  En del, som vi helt mister i den nedskrevne fortælling, er nemlig nærkontakten med den ægte, mundtlige fortæller, der ikke hypnotiserer som pc, dvd eller tv og stjæler publikums evne til selv at danne sine egne billeder. Den gode fortæller hypnotiserer ikke, han drager sit publikum med ind i en magisk verden af fascination og fællesskab, for vi kender alle sammen en askepot eller en konge eller en gammel kælling, en havmand eller heks, vi skal bare lige huske det. Vi er fyldt med millioner af billeder af dem, og når den gode fortæller fortæller, så giver han de erindringer liv. Måske går vi ikke lige og tænker over det til daglig, men verden er fuld af nisser, ellefolk og drager, for de er alle sammen figurer, vi bærer med os i vores underbevidsthed. De er arketyper, og derfor er de næsten mere levende end det, vi umiddelbart vil vedkende os. De råber højere om at blive hørt desto mere, vi glemmer dem. 
    Fortælleren er en formidler mellem de forskellige verdener i vores sind, og derfor må han eller hun aldrig være hypnotiserende. Hypnosen lukker og ensretter modtagerens antenner. Den gode fortæller skal altid lukke op, og egentlig er han en naturhelbreder, fordi fællesskabet omkring den levende historie giver lytteren livskraft, livsmod og livslyst, lukker op for muligheder og nye rum i hjernen.
  Vi er godt nok som mennesker lige så forskellige, som historierne er det, men vi er også fuldstændig ens sat sammen over hele jordkloden. Vi har brug for at nærme os tilværelsens altid flygtende helhed ved hjælp af at skabe den om til symboler, kraftfyldte billeder af livets mange facetter. Man kunne måske sige, at det er verdensfjernt at skabe sin virkelighed om til arketyper, at symbolisere sine handlinger, at drømme, men det er det modsatte, forudsat at den højre og den venstre hjernehalvdel arbejder sammen, så vågner vi. Fortællingerne skaber billeder, som en del af vores hjerne altid og udelukkende tænker i. Vi bliver halve mennesker, hvis vi er 100 % logikere eller 100 % fantaster. Vi har brug for både højre og venstre side af hjernen for at gøre vores liv levende.






  Vores hjerner taler i forskellige sprog med sig selv hele tiden: beta, alfa, theta og deltahjernebølger må finde et fælles sprog for at samles i en kraftfuld kerne. Drømmen, meditationen og historiefortællingen lukker sindet op og giver alle de magiske figurer, der render rundt inden i vores hoved og krop, liv. Enhver drøm og enhver god fortælling har en logisk udlægning, som man kan opspore, hvis man bruger tid på det. Det kan være nødvendigt i en krise eller depression at forløse drømmene og arketyperne, men de er gået i baglås, fordi vores samfund glemmer dem på samme måde, som vores egne hjerner glemmer drømmene, så snart vi er vågne. Historiefortællingen er vores ældste redskab til at lukke op for drømmene i vågen tilstand. Den gode fortæller kan, uanset sit emne, bringe et urmenneskeligt fællesskab frem sammen med sine lyttere. Historien kan være tragisk, morsom eller eventyrlig, men alle historier handler om det samme: At genopdage menneskets oprindelige solidaritet og fællesskab ved at lukke op for både højre og venstre side af den fælles hjerne, vi alle sammen løber rundt med, hvor uendeligt forskellige vi så ellers måtte bruge den. Udgangspunktet er nøjagtig det samme. Den gode fortæller skal kunne afsløre det, der ligger gemt dybt i os alle sammen: Livets drømmebilleder sammen med livets logik. Ingen af dem er sandhed, men i fællesskab gør de os til hele mennesker, og de får os til at opdage, hvor ens vi er, hvor dybt fællesskabet ligger i os. Historien er en samfundshjælper midt i en dagligdag af elektronik og materialisme, der lukker af for det urmenneskelige fællesskab. Vi er som mennesker fuldstændig ens i vores gigantiske forskelligartethed. Den gode fortæller skal aktivere så mange sider af sit publikum som muligt i historiens kærlige omfavnelse. Livets mangfoldighed dør, hvis vores indre symbolvæsener dør. De er der og vil til enhver tid være der. Enhjørninger har det desværre skidt for øjeblikket, mens Nidhug har det ualmindelig skønt. Sammen er de livet og holder hinanden i fortællingens rige balance. Giv mig en langtidsrecept, tak!


mandag den 20. februar 2012

Min roman "Rejsen til Alvilva", "Helvedeshesten"


Romanen "Rejsen til Alvilva" af RTK, Modtryk 1993


Kapitel 5

III Helvedeshesten                   
Himlen stod åben i et hvidglødende brøl, der slog lange flossede slagskygger af fyrreskovens jættespyd. Jorden skælvede.
Jeg fór op og stirrede forvildet omkring mig. Det var blevet begsort nat, og tordenen var lige oppe over os. Himlen flække af lynild, der med skrald som af vældige bjergskred rullede bort mellem fjeldene.
Lille Jon var blevet vækket af det samme tordenskrald som jeg - Skoven brænder! brølede han og stirrede forvildet op i himlen. Slået af rædsel greb han hestehuden og knugede den ind til sig, som var den en elsket dukke; mens han i en underlig duknakket flugt løb mod skoven. Jeg fulgte ham åndeløst.
Kæmpen flygtede ind i mørket uden mål eller med, kun drevet af sit skrækslagent pumpende hjerte og vejrgudernes djævleblændte raseri.
Snart lukkede fyrreskovens tætte favn sig om os, så selv ikke det kraftigste lyn var til at skimte; men de hule tordendrøn slog mod os med uformindsket voldsomhed. Den store skikkelse foran mig brasede gennem underskoven som en såret bjørn, og jeg fulgte med hamrende hjerte den vej, han brød gennem mørket. Man skulle være døv for at overhøre hans fremfærd; men nu og da kom jeg alligevel bort fra hans spor og blev fanget af de skarpe grene. Jeg rev og flåede for at komme fri, før min store husbond forsvandt i mørket. I lang tid løb vi sådan; men endelig sagtnede Lille Jon farten, og jeg nåede op bag ham. Han stod helt stille og åndede hurtigt og ujævnt. Mørket syntes uigennemtrængeligt, og en mærkelig understrøm af lyde løb under fyrrene. En efterklang af det frygtelige ragnarok deroppe. Underskovens eget dybe liv sang med på det vældige gudekvad.
-Åh! gispede Lille Jon, hvad skal vi dog gøre? Der er sket frygtelige ting med folk, som har været ude i Nordskogen om natten. Det har bedstemor tit fortalt.
- Kan vi ikke bare blive her til det holder op? Det kan vel ikke vare så længe.
-Var det så bare tordenen. Lille Jons stemme skælvede. Hør!
Han stod urørlig og lyttede ind i mørket bag os, og hans ængstelse greb også mig.
Så skete det igen. Med ét syntes underskoven at være en vældig sal i mørkets kriblende rige. Et tomrum af levende intethed, hvor nattens sorte bål af skygger flammede, og ukendte skabninger slog spindelstrenge an til dans. I det bælgsorte dyb var der pibende sukke og støn. Små fødder, der trippede. Øjne, der glippede. Den sugende stilhed syntes i et nu bristefærdig af liv. Vi lyttede skælvende ind i mørket. Vi var som nøgne fugleunger, der var faldet fra reden.
- Kom! hviskede Lille Jon hæst og greb mig hårdt i skulderen. Vi må væk herfra!
Vi løb påny, og jeg hørte hans vældige skikkelse brase gennem underskoven. Over mig var den utrættelige torden. Bag min nakke anede jeg, at nattens væsner løb efter med sagte kvas af underskovens rådnende grene og gnidsel af mostykke skærver.
Lille Jon løb tungt og uden ophold, og jeg kunne høre på lydene omkring ham, at krattet blev tættere. Samtidig blev træernes kroner mere spredte, og lynskæret glimtede igen imod os.
- Ved du, hvor vi er? råbte jeg forpustet frem mod kæmpen.
- Aner det ikke. Har absolut ingen anelse, prustede han i korte stød. Men nu kan dette her kraft bryde mig da heller ikke blive værre!
Vi var nået til et mere åbent sted i skoven, og i det samme mærkede jeg en kold regndråbe mod min næse. Og så igen, og nu ganske tæt som en hvislen over krat og kroner.
- Åh nej, stønnede Lille Jon. Der er sket forfærdelige ting med folk, som er faret vild i Nordskogens natteregn. Bedstemor har fortalt mig om det mange gange. Vi må tilbage. Ind hvor skoven er tættere!
Lille Jon vendte sig. I det samme lød et langt, klagende hyl lige bag os. På én gang dybt og skærende, truende og ulykkeligt.
- Løb, for pokker, råbte Lille Jon, løb! Han brasede videre fremad, ind i det tætte krat, og jeg holdt mig så nær hans ryg som muligt. Her var grenene så tynde og filtrede, at de bøjede af og slyngedes tilbage imod mig, når jeg ikke holdt mig klods op ad Lille Jon.
Vi nåede til en åbning næsten uden træer, og himlen var sølvhvid af lynild. Regnen piskede imod os. Kold og ubønhørlig gled den fra hår og ansigt ind på brystet og ned ad kroppen. Jeg bøjede mig forover og holdt begge arme op foran ansigtet for at undgå det sviende buskads.


Ill. Flemming B. Jeppesen.


Et lyn slog ned tæt ved, og jeg rettede mig uvilkårligt op. I krattet foran mig stod en vældig, hornet djævel, en svulmende helvedes-hest, hvis mørke kontur faldt over mig i lynets slagskygge. Jeg udstødte et fortvivlet skrig, og skikkelsen forsvandt igen i mørket.
Da mine øjne havde vænnet sig til det svagere lys fra lynene længere borte, så jeg, at helvedeshesten havde været Lille Jon. Han havde taget hestehuden over skuldrene med hovedet som en hætte over sit eget. De to ører strittede op som stive horn. Eller var det Lille Jon? Jo, naturligvis var det ham. Jeg bøjede mig igen forover og løb efter hans tunge skridt mod regnens kolde silen. Nu stred vi gennem krattet i tykt, fedtet pløre.
-Satans, det bliver tættere! brølede kæmpen; men han satte ikke farten blot en smule ned.
Tykningen voksede os over hovedet og rev og bed overalt på kroppen. Et lyn flåede igen himlen lige over os, og jorden skælvede under tordenskraldets jættebrøl.
- For satan da, hylede Lille Jon. Jeg lover at køre bedstemor til Skjele i hendes stiveste puds, hvis vi slipper levende fra det her!
Jeg husker tydeligt, at jeg priste mig lykkelig for, at han ikke solgte sin sjæl til djævelen nu, hvor han var igang. Der var gået fuldstændig panik i den store mand. Ikke så snart havde han udstødt sin ed, før han bragede ind i et krat, der var om muligt tættere end før. Det greb om os fra fodhøjde til over hovedet.
-For satan i helvede, det er tykt som ærtehalm! stønnede kæmpen.
Jeg stred mig fortsat frem med begge arme over ansigtet og fulgte lyden af det knasende krat foran mig.
-Tykt som ærtehalm, gentog han stønnende deroppe. Det hænger sgu' i huden ligesom hønsefjer i fåreuld!
Der var længere mellem lynene nu, og mørket sænkede sig stadig tættere omkring os. De hule tordendrøn lød nu bag vore rygge. Regnen piskede heller ikke så slemt som før; men kratskoven flåede både klæder og hud, snoede og hægtede sig, rev og bed. Den ene kaskade af svidende slag fulgte den næste.
- For satan og ind i helvede da også! fnøs Lille Jon fortvivlet foran mig i tykningen.
Tordenen trak stadig længere bort, og mørket blev tættere. Nu kunne det være det samme, om vi forsøgte at vende om. Det var umuligt at afgøre, hvor vi var kommet fra, og hvor vi var på vej hen. Der var ikke længere noget, der hed frem eller tilbage. Måske gik vi i ring.
'Det man måler sig på afgør, hvor man søger hen', havde De Gamle Magnus sagt. Her målte jeg mine skridt af efter Lille Jon og Lille Jon havde intet at sætte mål efter andet end sit eget dundrende hjerte, angsten i den store, stærke krop og de skræmte tanker i hans hoved. Men hvad skal man med hjerte, krop og hoved uden noget i måle dem på, noget at tage bestik efter? På trods af alting havde jeg dog inderst inde en fast tillid til min lykkestjerne og til den store skikkelse foran mig. Jeg var endnu ikke så gammel, at jeg kunne forestille mig noget, der bare gik galt; at der var ting i denne verden, som ingen løsning havde. Situationer, som man ikke selv magtede, og som ingen andre i hele verden kunne hjælpe en ud af. Jeg kunne ikke vedkende mig magtesløsheden, da min far døde, og heller ikke da min mor fulgte efter. Hvordan skulle jeg kunne anerkende den nu; en uvejrsnat i skoven, fanget i et uigennemtrængeligt krat sammen med et vældigt menneske, som jeg knap kendte. Jeg kunne ikke et øjeblik forestille mig anden mulighed end den, at der forude ville vente noget godt.
- Det tynder ud! Nu tynder det sgu' ud! råbte Lille Jon. Og ganske rigtigt. Det tætte, filtrede buskads løstes langsomt op. Det blev lavere og spredte sine fangarme med større mellemrum. Der faldt en stille regn. Skyerne var ved at skilles. Ret frem for os gav de plads for en stor, skindgul fuldmåne.
- Puh, gryntede Lille Jon og stoppede op for at tørre sveden af panden. Det var sgu' en grim en. Han pustede ud og rystede sig med store, dovne bevægelser, der ikke gjorde den ringeste virkning.
- Det var pokker ta' mig en grim en, gentog kæmpen, mens jeg nåede op på siden af ham.
- Hvor er vi? spurgte jeg dumt. Som om han skulle vide det bedre end jeg.
-Ja, jeg kan sige så meget, som at vi ikke er til visitats hos domprovsten i Tromsjø, svarede Lille Jon og gnubbede sine øjne med håndfladerne. Han havde tilsyneladende allerede overvundet den panik, der greb ham i skoven.
- Det regner næsten ikke mere, sagde jeg for at sige noget. Jeg kiggede op mod himlen, hvor de mørke skyer skiltes stadig mere og lod månelyset sive fri i en skiftende stråledis. Den oplyste svagt landskabet foran os. Pludselig fik jeg øje på et utydeligt omrids et stykke længere fremme i disen.
- Se! Jeg ruskede ivrigt Lille Jon i ærmet og pegede. Se, der ligger en gård!
Lille Jon gnubbede øjnene en ekstra gang og stirrede. -Jeg tror satan støde mig, du har ret...
Terrænet skrånede opad, og oppe ad stigningen, måske et bøsseskuds længde fremme, skimtede man tre mørke bygninger. Der var også noget, som måtte være et vindue med brændende lys.
- For fanden da, råbte Lille Jon. Det er et helt usandsynligt held, medmindre... Han tav og kneb øjnene sammen for at skelne flere detaljer af bygningen.
- Medmindre hvad? Mit hjerte var endnu ikke holdt op med at hamre efter flugten gennem skoven.
-Medmindre det er gamle Halvor Halbjørns gård på Øksnefjell.
- Hvem er gamle Halvor Halbjørn? Lille Jon pustede en vanddråbe af næsen og fnøs. Så vinkede han mig i dækning bag en stor sten.
- Engang var han dommer i Vidje, hviskede han og vedblev at stirre op mod gården. Dengang hed han Halvor Ringås. Han var en afholdt og respekteret mand med uplettet rygte, hvilket vil sige ikke så lidt i en sladdervorn lille by. Så giftede han sig med Ellen Jonsdatter fra Krake. Det kvindemenneske var statelig som en kongeørn og væver som en snehare. Hun var blid som et lam og billedskøn som en engel. Hendes øjne var blå som himlen, og hendes hår faldt langt og lyst som sommernatten. Jo, en engel og en elverfe, det var hun at se til; men alligevel så var den smukke ham en djævels skalkeskjul. Der var edder og forgift i hendes blod som i forne tiders lindorme. Det var æter, der randt af hendes øjne, når hun græd på skrømt. I hendes suk og ånde var en afskyelig smitte. Hendes ord var elverskud og pile, hendes tunge såede skygger overalt. Hun forstod at se det grimme i ethvert ansigt, og den snigende råd i alle tanker. Hun så altid dårskaben bag ved dyden; løgnen gemt bag løfterne og de brådne kar inderst på hylderne. Hun så det forkrøblede i alle menneskers sind og tyven i alles hjerter.
Hele byen genlød snart af hvisken. Onde tunger spredte deres slimede gift, og nid og nag sprang som en helvedesild mellem gader og torve og fra det ene stokværk til det næste. Dommerfruen tog det hele som en spøg. Hun lo af den splid, hun kunne sætte i verden, og hun holdt sin egen ryg så fri, at ingen mistænkte hende for at være den heks, der strøg med salt og peber over alle sår. Der var endda dem, der mente, at hun var den eneste sande og lydefri kvinde i byen, og at hun gjorde sit køn ære ved at være så kvindelig, som hun var.
Så bredte de onde rygter sig til domhus og dommer. Han drak jo, denne dommer Ringås, og han dømte efter arrestantens pengepung og sit eget forgodtbefindende. Ellen Jensdatter fra Hestefjell lo bare og sagde, at han blev en dårlig elsker af at tage sig den dumme snak så nær. Men hvis han ikke længere brød sig om hende, kunne hun da finde trøst andetsteds, det vidste jo alle i byen.
Hun drev den stakkels, ulykkelige Halvor Ringås fra vid og sans. En vinternat skubbede han Ellen Jensdatter ned fra loftstrappen, så hun brækkede halsen. Alle vidste, hvordan det var gået til; men ingen kunne bevise noget.
Sladderen og den ulykke, som denne ulyksalige kvinde havde kastet over ham, drev dommeren her ud midt i Nordskogen til et liv som eremit.
Nu har han boet her i en menneskealder uden at se et eneste menneske. Han skyder på alt, hvad der nærmer sig. De siger, at han har tæmmet bjørn og vilde ulve, som kan holde ham med selskab. Derfor kaldes han Halvbjørn. Han lever af råt kød, halm og bark. Jeg har selv set ham engang. Hans hud er runken og skjoldet, og den krymper sig i folder. Hår og skæg er filtret ind i spindelvæv, som var han en nisse, og tænderne tæres af orm. En sådan ulykke kan en kvinde kaste over en mand.
Mens Lille Jon havde talt, var skyerne drevet bort fra månen, der lod natlyset flyde fra sin runde kobberøse ned over bygningerne foran os.
- Søde himmel, udbrød han befriet. Jeg er en lykkens Pamfilius! 

Ill. Flemming B. Jeppesen

fredag den 17. februar 2012

Netop Nu

Netop nu: Koncert med Frederiksberg Pigekor i Paris, februar 2012. Musik af Fuzzy, tekster af mig. Koncerten har tidligere været opført i Toronto, Canada og hjemme på Frederiksberg.

Netop nu: Gateways forhandlersystem under Dansk Musikerforbund er gået i vasken, så jeg har lige købt restoplaget af min og Steen Thomsens cd optaget på Roskilde Festivalen: “Live Ækel”. Den kan nu købes via min hjemmeside.

Cd'en "Live Ækel" med Ækle Æventyr fortalt live på Roskildefestivalen


Netop nu: Min nye roman “Dødssøbølger” er skrevet færdig. En blødende, forslået og nøgen mand ankommer sindsforvirret til Sank Johannes Hospital. Den Psykiatriske overlæge får en grotesk og gruopvækkende historie ud af ham i kraft af lange samtaler. Han helbreder ham lidt efter lidt, men alt er på intet tidspunkt, som det skal være. En roman om kærlighed, søfart og verdens undergang og en parafrase på kvinder og mænd af i dag.

Netop nu: Så er der en ny udgave af billedbogsserien over Ækle Æventyr klar til bibliotekerne. Forlaget Alvilda har udgivet “De tre dumme svin og den store, tykke pulv” med festlige tegninger af Rasmus Bregnhøi. Redaktør Jens Trasborg.

"De tre dumme svin og den store tykke pulv" er netop udkommet. Ill. af Rasmus Bregnhøi.


Netop nu: Komponist Nicky Bendix er en spændende samarbejdspartner i et lydprojekt over Susanne Jorns og min bog med kædefortællinger. Vi taler om at udgive alle 3 timer som en netudgave, hvor Susanne og jeg indlæser hver vores afsnit. Nicky overvejer kinesiske musikere i forbindelse med Susannes afsnit, der ofte har udspring i østen. Læs, se og hør om Nicky Bendix.

Netop nu: Er blevet indbudt af præst Rasmus Nøjgaard til at holde prædiken 12. august i Sankt Jakobs Kirke, Østerbrogade 52, 2100 Kbh. Ø. Dagens tekst er efter mit eget valg blevet ”Jesus rydder tempelpladsen”. En række danske forfattere prædiker i løbet af året i kirken, og alle prædikener bliver senere udgivet af Gyldendal. Sankt Jakobs kirke.

Netop nu: SMS-press har spurgt, om jeg er interesseret i at lave en SMS-roman sammen med Ida Holst. Overvejer det spændende tilbud. Ida har netop fået udgivet SMS-romanen “Hej Søde”, som jeg har læst med stor fornøjelse. Læs om SMSpress.
  
Netop nu: Det er snart 20 år siden, jeg har lavet tegneserier, men nu er der ved at ske noget igen. Jeg har indledt et samarbejde med den fantastisk spændende tegner Thomas Hjorthaab. Måske ender serien en dag som en tegneseriebog. Thomas går på tegneserieuddannelse i Sverige og arbejder for øjeblikket i en utroligt udtryksfuld, dyster streg i bly, der virkelig appellerer til historiefortælleren i mig.

Side fra "SNOWBLACK" af Thomas Hjorthaab


Netop nu: Umpff alias Morten Langkilde og jeg er ved at være klar med vores cd-projekt med arbejdstitlen: “Kidde goes Umpff!”. Historier og digte i en salig og lyrisk blanding. Umpff producerer, laver beats og spiller bas og synths, Timo Vuoppola spiller trommer, guitar, bas og synths og jeg reciterer, Thomas Edinger gæster på saxofon, Chr. Søgaard på harmonika, Thomas Melau på mundharpe, Fuzzy på piano og Trine Gry synger kor. Hør det færdige nummer “Munkejazz på Jarmers Plads”. Video af Maja Vind.

"Munkejazz på Jarmers Plads" fra den kommende cd med arbejdstitlen: "Kidde goes Umpff"


Netop nu: Jeg er igang  med teksterne til koncert og fortælling med korene Vox Humana og DiVers, Allerød Engholmkirken 9. juni og Sct. Laurentiikirken i Roskilde d. 10. juni, 2012. Jakob Høgsbro dirigent, Anders Jormin bas og jeg fortæller.

Netop nu: Min del af arbejdet er i fuld gang med en koncert til 2013 bygget over de fire årstider sammen med Fuzzy som komponist, Jakob Høgsbro som dirigent og saxofonist og mig som skribent og fortæller. Koret er DiVers. Koncerten kommer til at finde sted i Jyllinge Kirke med plads til 500 gæster, og Marie Berthelsen er Roskilde Kommunes arrangør og planlægger. Koncerten tænkes udgivet og opført rundt omkring i landet.

RTK og Jakob Høgsbro efter koncert i DR's koncertsal sammen med Pigekoret, Juniorkoret og Børnekoret.


Netop nu: Er omkring halvvejs med korrekturen på en bog med arbejdstitlen “Tårnet og Det Himmelblå”, kæde-fortællinger i et spændende samarbejde med digteren Susanne Jorn. Forbilledet for bogen er japanske digtbøger skrevet på skift mellem to eller flere digtere. Bogen er et vokseneventyr, en fabel, et maleri, der bevæger sig fra himlen til helvede og fra Kina til den grønlandske havbund. Digt og prosa i salig blanding. Vi har arbejdet på projektet i over tre år. Susanne udgav sidste efterår bogen “Dagugleøjne” med digte fra de sidste 40 år.

 Susanne Jorn og RTK

Netop nu: Min hjemmeside om forfatterægteparret Harald og Astrid Ehrenchron-Kidde lever i bedste velgående. I år er det 100 år siden Harald Kiddes roman “Helten” udkom.  Siden er til stadighed under udarbejdelse, så der kommer nyt til hele tiden. Har bl.a. netop lært Lene Dragsdahl at kende, der er barnebarn af den Lul, som Harald forelsker sig i i romanen “Aage og Else. Det er selvfølgelig blevet til en artikel, der lige er kommet på siden. Luls rigtige navn var Jenny.Haraldkidde.dk.

Netop nu: Clio Online bringer det Ækle Æventyr ”Hvad fatter gør er altid det forkerte” og laver et læse-teaterstykke over ”Tossepose”. En masse lærere ude i folkeskolen omskriver mine eventyr til læseteater for at bruge dem i undervisningen. Børnene er vilde med det, og samtidig træner det deres læseforståelse og oplæsning samt artikulation. Clio Online er et internetforlag, der udgiver digitale undervisningsmidler til grundskolen og gymnasiet. CLIO ONLINE.

torsdag den 16. februar 2012

HISTORIEN OM GILBERT SHELTON

Af RTK, skrevet til tegneseriealbummet ”Fede tider med Flip-kompa’niet”.


I en sidegade til Boulevard Voltaire i det 11. arrondissement i Paris ligger Gilbert Sheltons tegnestue. Det er et gammel butikslokale med gardiner for de støvede vinduer. Den eneste vinduesudstilling er en Tintin-figur med Joakim von And-maske. Inde i lokalet står en grøn sofa og et par stole, to tegneborde, et køleskab, et elorgel, og på en hylde langs loftet er der udstillet en række franske ølflasker med interessante etiketter og navne. Delirium tremens er et af dem. 
Gilbert Shelton har blå øjne og et velplejet, gråt skæg. Hans hår er blevet lidt tyndt og går ned i en lille hestehale i nakken. Da jeg så ham sidst, bar han cowboybukser og en lidt punket grøn, sortmønstret og kortærmet skjorte. Han har boet i Frankrig siden 1985.



Motorbladsredaktør
Gilbert Shelton er den euforiserende hjerne bag The Fabulous Furry Freak Brothers {Flip-kompa’niet}, Fat Freddy’s kat, Wonder Warthog {Super Svinebæst} og Not Quite Dead. Han blev født i Houston i Texas, USA, 31. maj 1940 og tog afgangseksamen fra Lamar Highschool, hvorefter han gik på the University of Texas i Austin, hvor han i 1961 tog en bacheloreksamen i samfundsvidenskab. Hans første tegninger blev offentliggjort i University of Texas' humorblad The Texas Ranger. Efter sin afgangseksamen flyttede han til New York, hvor han arbejdede med at redigere motorblade. Her kunne han også liste sine egne tegninger ind i ny og næ. 



Katalysator for Janis Joplin
I 1962 flyttede Shelton tilbage til Texas, hvor han gik på Graduate School, en videreuddannelse på universitetet. De første Wonder Warthog-historier blev udgivet i foråret 1962 i Bacchanal, et texansk humormagasin, der hurtigt gik ind. Derefter blev han selv redaktør af The Texas Ranger, hvor han trykte flere Wonder Warthog-historier. Efter at have skiftet fra Graduate School til et kunststudium på University of Texas blev han ven med den daværende folkesanger Janis Joplin. Hun arbejdede også på The Texas Ranger og sang hver uge på diverse hootenannies. Shelton anbefalede hende at spille rock and roll i stedet for at være folksong-purist, og det medførte hendes hektiske og internationale karriere sammen med Big Brother & The Holding Company.
Shelton blev indkaldt til US Army; men militær-lægerne erklærede ham beklageligvis uegnet til at være soldat, fordi han indrømmede, at han havde indtaget euforiserende stoffer.


 Kort og plakater
I 1964 og 1965 tilbragte han en tid i Cleveland, hvor hans daværende kæreste gik på Cleveland Art Institute. Shelton ansøgte om et job i et firma, der lavede lykønskningskort, hvor kollegaen Robert Crumb tidligere havde arbejdet; men han fik det ikke. I 1968 udgav Miller Publishing Company, som havde trykt Wonder Warthog-historier siden 1966, to numre af bladet Wonder Warthog Quarterly. Der blev trykt 140.000 eksemplarer; men distributørerne aftog ikke bladet, og der blev kun solgt 40.000 af hvert nummer. På samme tidspunkt blev Shelton kunstnerisk leder af The Vulcan Gas Company, et spillested for rockmusik i Austin, Texas, og her designede han en serie plakater efter forbillede af de samtidige californiske plakatkunstnere Victor Moscoso og Rick Griffin.



Rip Off Press i San Francisco
I sommeren 1968 flyttede Shelton til San Francisco. Han var en af fire texanere, der startede undergrundsforlaget Rip Off Press. Det var utroligt nemt at finde ledige lokaler, for San Francisco var midt i en nedgangsperiode.
På grund af en kommunistisk domineret fagforening, som havde nægtet at bruge ny teknologi, havde byen mistet det meste af sin shippingindustri til Oakland på den modsatte side af bugten.
Store bygninger stod tomme overalt i byen. Rip Off Press havde i sin storhedstid 800 kvadratmeter i et varehus. Det gik, lige til udlejeren satte huslejen op med tusind procent, fordi han påstod, at tegneseriefolkene havde ødelagt taget i hans bygning. »Han kunne af en eller anden grund ikke li' os« griner Shelton.
I dag er den gamle bygning delt op i seks eller syv kontorer; men i 1968 genlød den af en lille trykmaskine, som Shelton og co. havde købt for at trykke psykedeliske rockplakater til det boblende musikmiljø. Der var et par koncerter hver eneste uge i Avalon Ballroom og Filmore West, og de skulle naturligvis alle sammen bruge plakater.




Undergrundstegneserierne opstår
Det var navne som Grateful Dead, Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og The 13th Floor Elevators. Men Shelton og hans venner var så rædselsfuldt dårlige trykkere, at ingen af plakatkunstnerne ville lade dem trykke deres plakater. »Hver gang vi prøvede, gik det i kage for os«, griner Shelton i dag.
I stedet fik Rip Off Press kontakt med en række talentfulde tegneserieskabere og kom til at trykke undergrundstegneserier, et nyt og sprudlende fænomen, som var udsprunget af hippiebevægelsen. Og Shelton mener, at hans egen serie The Fabulous Furry Freak Brothers nærmest var som skabt til at blive dårligt trykt. Serien startede egentlig som reklame for en fem-minutters dobbelt-featurefilm med brødrene Marx og The Three Stooges. Filmen er gået tabt; men alle kunne alligevel bedre lide tegneserien.



  
Flip-kompa'niet
Figurerne i Flip-kompa'niet er ikke formet efter virkelige personer, forsikrer Gilbert; men en del af historierne er baseret på egne oplevelser og oplevelser, som folk har fortalt ham om.
For eksempel vandrede en af hans venner på et tidspunkt rundt i New Yorks gader, mens han var høj på LSD. To røvere antastede ham og forlangte at få hans penge; men han var så stenet, at hans tanker gik totalt amok. »Ja, jeg har nogle penge i lommen,« sagde han; »men jeg lod også nogle ligge hjemme på køkkenbordet, og så har jeg gemt nogle i kommodeskuffen, dem skal jeg også have fundet frem. Så har jeg penge i banken, så vi bliver nødt til at vente til på mandag, når de åbner, og jeg har penge i aktier og obligationer, så jeg må tale med en bankrådgiver.« De to røvere troede, at manden var rablende gal, og stak af.


Fred, kærlighed og skænderier
En del af pointerne i Flip-kompa'niet går på det tåbelige i, at marihuana er forbudt. Det er en latterlig lov, mener Shelton; men humoren er også på en venlig måde rettet imod hippiebevægelsen selv. Man troede, at alle kunne leve sammen i fred og kærlighed og harmoni; men det hele forvandlede sig hurtigt til skænderier, uoverensstemmelser og had.
»Så vidt jeg ved, er det altid gået sådan, når man har forsøgt at skabe den slags samfund,« siger Shelton. En bevægelse kan holde sammen så længe, de har en afholdt leder; men uden en leder, så tror jeg ikke på, at sådan et samfund kan eksistere.«

Virkningsløse antipornografiske bestemmelser
Undergrundstegneserierne var så provokerende, som det dengang overhovedet kunne lade sig gøre at være på tryk. Der var sex, vold og narkotika i overmål. Hele censurlovgivningen blev prøvet ved USA's højesteret, og retten vedtog, at ethvert samfund selv måtte bestemme, hvad der var obskønt, og hvad der ikke var. Hvad et samfund var, definerede man ikke.
»Man kunne lige så godt have ladet være med at lovgive,« siger Shelton. »Det var fuldstændig tåbeligt.« Højesteret prøvede også på at indføre nogle konservative antipornografiske bestemmelser; men det var helt virkningsløst. Man måtte for eksempel gerne trykke pornografiske hæfter, man måtte bare ikke distribuere dem. Robert Crumb kom for en domstol i San Francisco på grund af sine tegninger; men anklagerne måtte frafaldes. Alt, hvad der skete, var, at en butik, der havde solgt hans hæfter, måtte betale en mindre bøde; men de blev ved med at sælge dem alligevel.

Tegneserier og marihuana
Undergrundstegneserierne sprudlede af uhæmmede og ucensurerede ekstremiteter. Idéen var, at enhver kunstner kunne udtrykke sig selv fuldstændig frit. Forlagene havde navne som Last Gasp, Kitchen Sink og The Rip Off Press.
Bladene kunne hedde Young Lust, Slow Death, Gay Comix, Anomally eller Mr. Natural. Robert Crumb var en af de største foregangsmænd inden for genren.
Serierne blev fortrinsvis solgt i såkaldte headshops, de samme forretninger, der solgte chillummer, kokainrør og rullepapir til marihuana-cigaretter. Det lokale politi mente, at hvis den samme forretning solgte cigaretpapir og hæfter med Flip-kompa'niet, så var det stort set det samme som at købe et færdigt gør-det-selv-sæt med instruktionsbog og det hele i brugen af marihuana.



Height Ashbury
På grund af de mange tomme huse flyttede hippierne også ind i Height Ashbury-kvarteret, som var hippiekulturens centrum.
»Nogle har kaldt det for et slumkvarter,« siger Shelton, »men det var den smukkeste slum, jeg har set i mit liv. »Husene var måske ikke alle sammen nymalede; men det betød ikke noget. Der var tusinder af de smukkeste victorianske træhuse. De fleste blev bygget efter det sidste store jordskælv i 1906. Stilen kaldes for gotisk-victoriansk, og det er en meget snirklet art nouveau-stil med mange dekorationer, dikkedarer og tilføjelser. Hippierne malede det hele op og forvandlede det tidligere slumkvarter til en dejlig have. Desværre forfaldt det også hurtigt igen og var allerede i 1968 ved at blive overtaget af kriminelle gadebander og narkotikahandlere; men det var godt, så længe det varede.«

Undergrundsforlagene i uføre
I løbet af 1970'erne blev husene købt op af nye tilflyttere, priserne kom på himmelflugt, og hippierne flyttede til den nordlige del af Californien. Mange forretninger holdt i løbet af 1970erne op med at sælge undergrundstegneserier af frygt for indgreb fra politi og domstole, og det havde nær taget livet af undergrundsforlagene; men de fandt heldigvis andre måder at sælge deres udgivelser på.

Not Quite Dead
I 1985 flyttede Gilbert Shelton til Paris sammen med sin kone, Lora Fountain, der i sin tid var med til at starte det første feministiske undergrundsblad i San Francisco, Facts O'Life Funnies, og som i mange år har drevet et litterært agentur.
Shelton arbejder i dag sammen med franskmanden Pic på serien Not Quite Dead. Den handler om et punkband med lederen Cat, der spiller på en enstrenget bas. Han er hardrocker. Leadguaitaristen hedder Elephant-fingers, trommeslageren Tord, pianisten Philonios Punk og Ready Eddie spiller altsax. Gruppens manager hedder Norlie Chorlie, for han er en norlie dude. Der er indtil nu udkommet seks bind af Not Quite Dead på fransk og engelsk.


onsdag den 15. februar 2012

"Med på koderne"


Artikel af RTK fra BRYGGET HER illustreret af Mik Schack

Jeg hedder naturligvis ikke længere mit navn. Det var en tåbelig tanketorsk, mine forældre i sin tid begik i et øjebliks distraktion. Jeg hedder mange forskellige ting. Der er selvfølgelig banaliteter som mit CPR-nummer, mit arbejdsgivernummer, brugernavne og adgangskode til 117 livsvigtige organer som biblioteket, Ebeltoft Safaripark og musikårbogen. Så er der passwords, pinkoder, registreringsnumre, låner-ID og så videre og så videre. Koder til QXL, Paypal, Mondo og mine bankkonti. Jeg har 10-15 koder til at tjekke mine konti telefonisk. De er så lange hver især, at indeståendet på diverse konti er omkring 20 cifre kortere. Derfor overvejer jeg også at holde indestående på mine konti på et konstant O i et fortvivlet forsøg på i det mindste at kunne huske de koder, jeg skal bruge for at finde ud af, hvad indeståendet er, hvis der altså var noget, men man skal passe på. Folk kan i dag få et veritabelt chok over at se ægte penge klasket ubehøvlet sådan lige op på disken.
Så er der mine telefoner. Jeg har naturligvis en telefonsvarer på min mobiltelefon, som jeg kan tjekke via min fastnettelefon. Det kræver alt i alt kun tre koder på i alt 20 cifre. Det har jeg en evig morskab ud af, når jeg trykker et ciffer forkert 3-4 gange i træk og skal starte forfra hver gang. Telefonisk kontakt med et menneske hører jo i øvrigt oldtiden til, her har den spritnye kodealder taget over sammen med et utal af uforståelige talemaskiner, som man kun kan afbryde ved at skrige "RING SÅ FOR SATAN DA OP!" 15 gange, til man rammer det punkt, hvor apparaturet vil acceptere udtalelsen, forudsat at forbindelsen ikke bare bliver afbrudt.
Men lad mig holde mig til koderne. Når jeg ringer for at bestille en billet til færgen Odden-Ebeltoft, er teknikken som følger: (1) for at mærke min egen fingers dyt mod tasten, (2) for at mærke tastens dyt mod min egen finger, (3) for ikke at mærke en skid, fordi tasten ingen funktion har, (4) taster man for at grine hysterisk og (5) for at græde manisk.




Der er totalt frit valg, det er en del af mit færgeselskabs kundeservice. Nå, men vi er slet ikke halvvejs endnu: Tast 6 og kyl mobilen ud ad vinduet i hysterisk arrigskab, tast 7, og opdag, at du ikke får kontakt med nogen, fordi du netop har kylet mobilen ud ad vinduet i hysterisk arrigskab. Så kan du hente mobilen igen og taste 8. Så sker der ikke en brik, fordi 8-tasten er det eneste, der er tilbage af mobiltelefonen, der er blevet kørt over af en tysk lastbil med anhænger, der skulle aflevere varer til Netto. I den situation kan man købe en ny mobiltelefon ved hjælp af sin service-kode og sin adgangskode og sin kode til adgangskoden og taste 9; men der sker fortsat ikke en skid, fordi man ikke har tastet et telefonnummer ind først.

Det gælder naturligvis også i samtlige andre tilfælde. Eftersom folk skifter mobilselskab uafbrudt for at finde det billigste, så har man alligevel altid trykket forkert. Ingen numre eksisterer mere. Det er ren camouflage. Hvis jeg taster 10, vil mobiltelefonen automatisk sende 347 tv-kanaler oven i hinanden som et spændende kalejdoskop samt afsende 13 dybtfølte og hjertelige SMS'er til Georg Poulsen, optage en 3D-film af min blårøde næse i nærbillede med automatisk indlagt underlægningsmusik indspillet på et dårligt elorgel og hejse flaget på halv stang i min baghave. Bortset fra det kan man jo flippe rundt på sin mobil mellem de 831 google-henvisninger for at blive så horisontalt udfordret som muligt og samtidig lave et så sjovt og fedladent udkog af hjerneresterne, som det kan lade sig gøre. Man kan tegne sig for milliarder af koder, især efter at ens computer, mikrobølgeovn og slamsuger er blevet sat i direkte kontakt med mobilen. Det kræver naturligvis alt sammen, at man kan huske adgangskoderne, hvilket i teorien er lige meget, for man har alligevel tastet forkert på netbank-indbetalingerne for at købe apparatet.
Så er der selvfølgelig de utallige kreditkort, der med mellemrum bliver lukket, fordi en eller anden nød i Pennsylvania har prøvet at hæve penge adskillige gange med forkert pinkode. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne da bare have ringet og spurgt mig om den, der står jo som sagt altid O kr. på kontoen. På den anden side set er det ualmindeligt langt fra sikkert, at jeg kunne have husket koden, så han var måske relativt fornuftig alligevel. Der er jo også altid noget med kontrolnumre og sådan noget for slet ikke at snakke om udløbsdato. Kontrolnummeret er det nummer, man bruger til at kontrollere, at det nummer, man bruger er kontrollabelt, hvis udløbsdatoen ved et uheld skulle være korrekt. Jeg kommer til stadighed til at datere mine breve 1989, så det er den sandsynligvis ikke.
Endelig har jeg hørt, at man fra i morgen tidlig skal have en 18-cifret kode for hver tå, man stikker i hver af sine sokker hver morgen. Hvis man ikke kan huske koderne, bliver man destrueret akut ved hjælp af spontan selvforbrænding og drysser ned i sokkerne som to små bunker aske. Det lyder gudskelov ganske menneskeligt.

søndag den 12. februar 2012

Boganbefaling: Kiran Desai, "Det tabte land"





En intens og sprogligt meget levende beskrivelse af mødet mellem Indien og USA. Skrevet både smukt, humoristisk og symbolrigt. Skildrende menneskers tanker, drømme og dagligdag, både som indvandrere i USA og i Indien i dag. Sprudlende på godt og ondt!
Bogen har fået 8 1/2 ud af 10 point på min hjemmeside, hvor du kan finde anmeldelser og links til over 1000 bøger under: Kiddes Bogskab






Af: Anny Skov Madsen fra Litteratursiden.dk:
Der er ingen hellige køer i en imponerende roman, der foregår for foden af Himalayabjergene, og med varme og sproglig respektløshed fortæller om en indisk dommer og hans barnebarn.
For foden af Himalayabjergene bor dommeren og barnebarnet, Sai, hvis forældre er omkommet ved en trafikulykke. I huset bor også kokken, som går og venter på godt nyt fra sønnen, Biju, der arbejder illegalt samen med andre indiske indvandrere på restauranter i New York og venter på opholdstilladelse.

Da den aldrende dommer får ansvaret for sit barnebarn sætter det en erindringsproces i gang: om sin opvækst, den ensomme og ydmygende studietid i London, om et ulykkeligt giftermål, men også om fremmedheden i sit arbejde, da han vendte tilbage fra England. Uroen ulmer i området, hvor nepaleserne gør oprør og forstyrrer det enkle liv på bjerget. Sai bliver forelsket i sin matematiklærer, men da han sympatiserer med oprørerne, bliver det hele pludselig kompliceret.

Personerne i romanen, der foregår i 1980’erne, er fanget på et sted og i en tid, der for længst er forbi. Kokken arbejder under forhold, hvor moderniteten (telefon og el) ofte svigter. Under dommerens uddannelse i England anlagde han koloniale synspunkter og er derfor ikke særlig agtet. Det gør romanen sørgmodig og situationen noget håbløs. Kun Sai har tilsyneladende sin sunde fornuft i behold, og den bliver der god brug for.

Indien og England er historisk tæt forbundne. Det skræmmende er at klasseforholdet fra kolonitiden også gælder i dag via uddannelser og jobs i England og er undergravende for sammenhængskraften i Indien, som dermed bliver ”det tabte land”.

Det er dette syn og den tilstand af fremmedgørelse, som den tiltagende globalisering gør langt mere udbredt i dag, der er så fremragende og enkelt skildret i en stor roman, der har samme høje kvalitet og behandler lignende temaer som Orhan Pamuk og Salman Rushdie.

Selv om det er en alvorlig roman, så er den skrevet med sympati, ironi, humor og sødme. Der er ingen hellige køer hverken i forhold til inderne eller englænderne. Alle bliver spiddet i deres forestillinger og holdninger. Sprogligt er romanen både skarp og bidende, og den indeholder en intelligent respektløshed, der både morer og skaber rum for eftertanke.

Kiran Desai modtog i 2006 den prestigefyldte Man Bookerprisen for ”Det tabte land”.

lørdag den 11. februar 2012

Louis Prima. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 17



Louis Prima, født 7. december, 1910 I  New Orleans, Louisiana og død 24. august, 1978 samme sted. Siciliansk/amerikansk sanger, skuespiller, sangskriver og en formidabel trompetist. Kendt som ”The King of the swing”. Prima fulgte musiktrenden gennem flere årtier: Startede med et New Orleans jazz band I 20erne, havde et swing orkester i 30erne, et big band i 40erne, et Las Vegas show i 50erne og et pop-rock band i 60erne. I alle genrer var han lige sprudlende og karismatisk.



Prima voksede op i en musikalsk familie, der var indvandret fra Sicilien og gik i Jesuitskole i New Orleans, hvor han dog blev smidt ud p.g.a. dårlig opførsel.
Hans hæse scat-sang lå tæt op ad kollegaen Louis Armstrong, der også var fra New Orleans. Prima fik i 1936, efter at være flyttet til New York et af twisttidens største hits med nummeret ”Sing sing sing”, der også senere er blevet lavet i en legendarisk indspilning af Benny Goodman.
I 1936 flyttede Prima til Los Angeles, hvor han indspillede filmen ”Rhythm on the Range” sammen med Bing Crosby. I big band perioden i 40erne dannede Prima par med sin tredje kone, sangerinden Lily Ann Carol, og blev kendt for den såkaldte "Gleeby Rhythm", der var hans varemærke i mange år.
I 50erne blev Prima sammen med sin fjerde kone Keely Smith et af de største navne i Las Vegas, selvom vennen Cab Calloway havde advaret ham mod at optræde der, fordi konkurrencen var ekstremt hård.



Prima og Smith havde flere shows hver aften og sluttede deres optræden kl. 6 om morgenen. I 1959, vandt de en Grammy for bedste vokalnummer med "That Old Black Magic".
Efter en hæsblæsende tid med en hvirvelvind af filmindspilninger, tv-optrædener og shows blev parret skilt i 1965 og Prima blev senere gift med sin femte og sidste kone Gia Maione, der sang med hans band frem til 1975. Bandet tilpassede sig 60ernes lyd og indspillede rocklignende numre med elektrisk orgel og synthisizers. I 1967 spillede Prima orangutangen King Louie i Disneys tegnefilm ”Junglebogen” og fik et hit med sangen ”I wanna be like you”. I øvrigt medvirkede han også i Flintstone-tegnefilmen.
Prima døde som følge af et hjerteanfald efter operation for en hjernesvulst, som han aldrig kom sig over og ligger begravet i New Orleans.



I 2010 fik Louis Prima en stjerne på “The Hollywood Walk Of Fame” på hans  100 års fødselsdag. Gav hans søn Louis Prima Jr. en koncert til ære for sin far, hvor han spillede alle Louis Prima's hits, bl.a.: ” Oh Marie”, 1953, ”Buona Sera”, 1956 og ”Just A Gigolo”, 1975.


Louis Prima live med "Buona Sera", 1956.



Louis Prima og Keely Smith med  Grammy vinderen  "That Old Black Magic", 1959



Louis Prima med nummeret "I wanna be like you" fra Disneys "Junglebogen", 1967.


Mine voksenbøger. En præsentation af alle bøger fra de sidste 26 år.


SANDHEDENS DJÆVLEKLØER - en fabel om Grigori Rasputins genopstandelse, Modtryk, 2011.

Rasputin fødes en fygende vinternat i Sibirien i 1869. En stemme i hans indre fortæller ham, at han er den genfødte Kristus, men hans lem og hans gudstro er uadskillelige. Gennem askese og orgier får han en tusindtallig tilhængerskare, da han drager mod Sankt Petersborg, hvor han standser tronarvingens blødersygdom og bliver et skæbnesvangert kapitel i zarrigets fald. Bogen fortæller Rasputins sande livshistorie blandet med et kraftigt krydret udvalg af de mange groteske overleveringer, der findes om ham. Den sætter sandheden over for løgnen, naturmennesket over for overfloden og troen over for liderligheden. En gribende og provokerende fabel om mennesket uden centrum og uden hjerte. Mennesket af i dag?  




JULIUS AFSIND, Modtryk, 2009.

Jeg havde engang en god ven. Det var Julius. Han prøvede at slå mig ihjel, hver gang vi sås, men det lykkedes aldrig. Det blev nærmest en venskabelig joke. Jeg ved ikke, hvad det var med ham. I vores barndom var det bare drengestreger, men så slog han sin mor og far ihjel, og det blev umærkeligt til en sygdom af en slags.
Nomineret til DR’s Romanpris, 2010.  




HR. OG FRU DICHT I ISLAND, Modtryk, 2008.

Hr. og fru Dicht kører Island rundt på en uge i deres lille, røde Opel Corsa i regn, storm og solskin, og turen bliver en forunderlig odyssé gennem drøm, digt og virkelighed. Hr. Dicht er digter i et ustoppeligt virvar af forstening, surhed, sorgfuldhed, beruselse og munterhed, mens han kæmper med mængderne af andre turister. Fru Dicht elsker mad, og hun oplever alting præcis, som det er, mens hun plaprer løs i en rivende strøm af morsomme, nervøse og nærværende ord. Bogen er både skæv, overraskende og anderledes og en satire over kunstnersindets kvababbelser i mødet med virkeligheden.




 KRUSEDULLER, KRAGETÆER OG KREATIVE KRUMSPRING, Modtryk, 2007.

Her er de hemmelige tanker bag min ustyrlige produktion de sidste 35 år. Jeg er blevet kaldt tusindkunstner, men der ligger også mange tusinde tanker bag alt, jeg har lavet. Bogen fortæller om hele vejen lige fra det første tegneseriehæfte med et oplag på 1 eksemplar til en intens forfattervirksomhed i et kalejdoskopisk spektrum af genrer. Denne gang ser jeg hele processen inde fra og fortæller blandt rigtig meget andet om, hvorfor jeg har rejst jorden rundt, min mening med humoren og betydningen af at blive blind i 1990.




SIDI NUMANS KONVERTEREDE HEST, Forlaget Em, 2006.

Vagn Remme og jeg skrev hver en historie til en happening i Litteraturhaus, København, her er de begge to. Min er en beretning om kvindens ondskab draperet i 1001 nats eventyr og tilsat fordømmende kvindecitater af alverdens kloge mænd. Ak gru, min mandlige hovedperson forvandles til en hund!




 ÅRET RUNDT PÅ GULVET, Modtryk, 2005.

Digtsamling. Året rundt med humor, drama, blomster og dæmoner blandet med årstidsstemninger lige fra Twin Towers fald og den ædende ondskab til færøske nornetråde.





FORFATTERE, FYNDORD OG FOLKEMUNDE - CITATER FRA GARFIELD TIL GUD, Modtryk, 2004.

Den omfattende citatsamling er både personlig, varm, dyb og humoristisk. Den sætter en masse spørgsmålstegn og udråbstegn ved livet og den tid, vi lever i. Samlingen har citatet til enhver lejlighed og ethvert humør, og det er en bog, man kan slå op i igen og igen".




  
THORMOD KIDDE - KVINDFOLK, Modtryk, 2002.

Min far var en af 1900tallets store illustratorer og har lagt streg til over 250 bøger, blandt meget andet af Hemingway, H. C. Andersen, Lagerlöf og Heinesen og har illustreret Biblen og Danske Folkeeventyr. Her er facts, finurligheder og et rigt udvalg af fars utroligt alsidige produktion som maler, tegner og skulptør. 




 HVOR ER FYRVOGTEREN? Modtryk, 2001.

Digtsamling. Rejsedigte fra Grønland, Kap Horn, Australien, Kryptomnesien, fortvivlelsen og kærligheden til det lune glimt i øjet. Knækrim, drømme, vidnesbyrd og abstraktioner fra landet mellem smilet og døden.




 FRA TEGNESERIER TIL OPERA - 25 ÅRS ÆKLE ÆVENTYR, Modtryk, 2000.

Et sprælsk kig bag de kreative kulisser til de sidste 25 år af min stålsatte zigzagkurs som historiefortæller i sådan cirka 117 forskellige genrer.  En kronologisk gennemgang af min produktion, hvor man kan finde alt fra stiftelsen af "Folkebevægelsen for W. C. Fields" i 1975 over tegneserier, digte, romaner, børnebøger og radioudsendelser til opera. Det hele krydret med et væld af anekdoter.




DA HENRY HØJ GIK OVER I HISTORIEN, Modtryk, 2000.

Romanen er historien om de spektakulære begivenheder, der har ændret Henrys liv, og hvor hans tante, den uovertrufne, cigarrygende historiefortæller Dagny Dolly Victoria Høj, spiller en altafgørende rolle, da hun kommer ind i hans liv på en hemmelig mission. I en vrimmel af skrøner og eventyrlige tildragelser føres læseren frem til den forbløffende sandhed om Henry Højs bemærkelsesværdige skæbne. Hold på hat og briller! 
  



ØLLET BLEV HANS SKÆBNE, Modtryk, 1999.

"Onkel Claude", som vennerne kaldte og kalder W. C. Fields, var den elskeligste onde mand, der nogen sinde har levet på denne jord. En ærkeskurk, slyngel, bedrager og en meget, meget morsom mand, der blev verdens største jonglør og indspillede i alt 43 film. Bogen fortæller om hans liv fra en fattig barndom til Hollywoods rablende tømmermænd. En redigeret genudgivelse af ”Leveomkostningerne er steget … ”, 1986.






FUGLEFRI, Modtryk, 1998.

Digtsamling. Den oprindelige betydning af udtrykket fuglefri er en fange på fri fod, der må skydes ned af alle. Udtrykkets dobbelthed genspejler sig i samlingen som fantastiske og intense ordmalerier fra nærdødsoplevelser til ekstaser, elverfolk og jætter. Digtene er rimede og indspillet af bl.a. Povl Dissing, Willy Jönsson, Fuzzy og Bente Kure.




 MIDT I HAVET, MIDT I HIMLEN. Modtryk, 1997.

En bog om at miste synet, en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling om indre og ydre rejser fra Japan og Kina til USA. skrevet med befriende humor, fortællekunst og kærlighed. Et opgør med dæmoner og fordomme, snæversyn og et rungende nej til vanetænkningen. En smuk, skarp og underholdende roman.




 REJSEN TIL ALVILVA. Modtryk, 1993.

Handlingen foregår i Norge, 1811. En ung mand drager ud mellem fjeldene og de vældige skove for at gøre sin lykke, men han vikles ind i et stadig tættere spind af absurde og uhyggelige intriger. Krybskyter, fyldebøtter, løgnere og mordere venter i en lille, afsides bygd. Her er de gode ikke altid af det gode og de onde ikke altid onde. Finder han gøglerpigen Alvilva, eller går han under i mødet med skovmørkets groteske eksistenser?




LEVEOMKOSTNINGERNE ER STEGET MED EN FEMMER PR. HALVFLASKE - en bog om W. C. Fields, Bogfabrikken, 1986.

Den ustyrlige beretning om W. C. Fields, der startede sit liv med at bo i en tønde og endte sine dage som kæfereret mangemillionær på Hollywoods stjernehimmel. Fields rejste jorden rundt som en af historiens bedste jonglører og fandt ud af, at han kunne tiltrække et større publikum til sine forestillinger med sin sorte humor. Han begyndte at drikke, fordi han øvede sig så intenst hver dag, at han ikke kunne sove, men det endte med at han blev et med sin drukkenskab og en af filmhistoriens morsomste mænd.