tirsdag den 16. oktober 2012

Tankerne bag DØDSSØBØLGER

Jeg arbejder for øjeblikket sammen med komponisten Nicky Bendix om en lydudgave af DØDSSØBØLGER som e-bog. Du kan få et indblik i de tanker, der fra min side, ligger bag romanen i de følgende to mails til Nicky. Egentlig er det dybt privat, men det er også en nøgle, der måske kan have din interesse.







Kære Nicky

Jeg skal prøve at give nogle stikord til bogens grundlag og etaper, og
du er selvfølgelig meget velkommen til at stille spørgsmål, til mine
definitioner.

Bogen er symbolsk et billede på at sejle uvidende på livets hav i et
skrøbeligt skib udsat for alle former for vejr. Den er langsomt bygget
op, i en bevægelse, der er dobbelt, den starter tilsyneladende i
galskab, men selve galskabens væsen ændrer karakter, så bogen i stedet
for en opklaring bliver mere og mere surreel. Konstant leder læseren i
andre retninger, i forhold til de logiske præmisser der er lagt ud fra
starten for at ende med en galskab, der er en helt anden, men ikke så
lidt værre end den, man bliver præsenteret for i begyndelsen, men nemlig
med selve jordens undergang. Samtidig et spørgsmål til læseren om det
korrekte i det billede, jeg maler. Havet spiller en afgørende rolle
lige fra starten, men træder først ind for alvor omkring midten af
bogen.

Jeg arbejder meget bevidst med de vidt forskellige dele vores hjerne
og sanseapparat er sammensat af: Højre og venstre hjernehalvdel, anima
og animus, og alpha- beta- ceta- og deltahjernebølger med mere. Ønsker
at understrege, at den logiske tanke er en computervirkelighed der
ikke har meget med livet at gøre. Livet består af alt det andet. Som
en af Mariannes venner sagde på et tidspunkt: "En computer er verdens
hurtigste idiot". Vi skal ned i helt andre hjernelag og tankebølger for
at redde os ud af den situation, vi har bragt os selv i i dag, men i
stedet har vi desperat fokuseret på logikkens endimensionelle verden
og ikke taget højde for det kreative, drømmene, det underbevidste, det
meditative osv. osv. Derfor spiller netop et maleri en så central
rolle i bogen, fordi det, (som musikken) giver udtryk for en helt
anden virkelighedsopfattelse. At skrive bogen har på mange måder været
som at male et maleri for mig. Jeg er ude på at ændre alle de
vaneudtryk, vi bruger i vores måde at kommunikere på, og i stedet gå
ind i en helt anden verden, der har mange flere dimensioner.

Det er klart, at overlægen og Jogvans fortælling fra starten er så
forskellige, som de overhovedet kan blive, men de gennemgår den samme
totale forandringsproces som hele bogen og ender med en
sammensmeltning under jordens undergang.

Tiden er et andet begreb, som jeg leger med. Vores tidsopfattelse kan
ikke gøres skematisk. Tiden eksisterer kun i logikken, men er i livet
en cirkel. Vi bliver ældre, men indgår som bittesmå glimt i en evig
udvikling, hvor menneskeheden kun har været her det sidste sekund af
jordklodens 24 timer. Til gengæld ligger alle erindringer om
historiens forløb i os både genetisk og i vores underbevidsthed, og
derfor er tiden kun praktisk anvendelig, hvis man skal nå en
fly-afgang, men ikke, hvis man skal forstå livet. Derfor springer jeg
fx i visse passager mellem sejlskibe, dampskibe og containerskibe i
samme kapitel.

Det kvindelige og det mandlige er et andet element, jeg satiriserer
lidt over, fordi jeg synes, at vi i dag er længere fra at være
ligeværdige samarbejdspartnere end nogensinde før. Egoismen og
selvforherligelsen har udvisket visionen af et fælles mål, som vi ved
hjælp af hinandens vidt forskellige kræfter kunne nå frem imod. Det er
igen logik og ikkeliv, når man overvejer at stemme om, hvor mange pct.
kvinder og mænd, der skal sidde i en bestyrelse. Jeg lader kvinden
blive fed og mægtig til det absurde og manden syg og indtørret som en
satire over det billede mange tegner af kønnenes udvikling. De mange
sted- og halvsøskende og kampen mellem Brynhild og Franz er
selvfølgelig også et billede på en del af kønskampen. Slutningen af bogen
og Jogvans absurde forhold til Diana det samme. Et forsøg på at føre
den tankegang, der vil have lige mange kvinder og mænd i bestyrelser,
ud til det absolut yderste. Der er selvfølgelig mere, men jeg vil
stoppe for denne omgang, for ikke at få dig til at bryde helt sammen!
:0)

Det gennemsigtige, du forestiller dig i musikken, passer rigtig godt
til Jogvans hud, der hele tiden brister, fordi han ikke har nogen
ramme omkring sit jeg og derfor heller ikke nogen mulighed for at være
inden i sig selv. Igen logikken, der ikke indeholder livet.

Alt godt fra Rune





Kære Nicky

...og her kommer så fortsættelsen af min alenlange udredning af
"Dødssøbølger". Jeg vil lige uddybe to elementer mere, der er
grundlaget for opbygningen af bogen. Det ene er den psykiatriske
overlæge kontra patienten, og det andet er kvinden kontra manden.

   Lægen kontra patienten bruger jeg som et symbol på den logiske
verden af vaneforestillinger, der ikke holder en meter, og som et
symbol på højre og venstre hjernehalvdel. Lægen er meget konkret og
videnskabelig, men videnskabens vedtagelser går dagligt i opløsning,
fordi den er defineret i små rubrikker, der ikke rummer livet. De
firkantede konklusioner kan ikke bruges, fordi vi som mennesker aldrig
vil passe ind i et skema. Tag bare zoneterapien eller  akupunkturen
eller helingen, der opererer med helt andre energibaner og kraftcentre
end lægevidenskabens. De praktiske rammer, vi kan sætte for vores liv,
vil til enhver tid være betinget af vores psykiske udviklingsstade, og
vi er ifølge min overbevisning ikke nået langt siden stenalderen. 

Vi har i dag lukket logiske konklusioner inde i separate aflukker, der
ikke kommunikerer. Vores verdensopfattelse er i det hele taget fattig,
fordi vi med tiden bliver mere og mere indelukkede i hver vores verden
i stedet for at lukke os op mod en solidarisk menneskelig udvikling.


Der er en uhyggelig forskel på erfaring og forklaring, men verden
består mere og mere af forklaringer af forklaringer af gamle
misforståelser. Derfor lader jeg den psykiatriske overlæge gå i
opløsning og blive ét med patienten, der er manden midt i en
katastrofal udvikling, vi ikke kan stoppe.
I bogen bliver hjernen og kroppen ét med alle sine lag og dimensioner.
Facaderne som overlæge eller delvist skizofren ligger så tæt, at det
kun er tilfældige definitioner, der adskiller dem. De er skabt af
nøjagtig samme urstof. I nutiden, hvor vi tror, vi ved alt og har tjek
på hele universet, er det kun få glimt af erkendelse, der gennemlyser
hele det mægtige mønster af urigtige definitioner. Jeg er ikke et
øjeblik i tvivl om, at stenaldermennesket havde lige så rigt et liv
som vores og fik en mindst lige så stor hjælp af sine guder og
ritualer, som vi gør. Der er ingen forskel. Livet er blevet længere
for de fleste, men lev stærkt, dø ung er en rigere livsvej end årevis
af tomhed.


Jeg trækker gennem hele romanen overlægen og urmennesket med sin
overtro om den flyvende hollænder sammen. Vi er i dag nøjagtig lige så
overtroiske, som vi altid har været. Eksempel: Jeg ringede for nylig 9
gange til TDC, for at få min nye telefonsvarer til at virke.
Jeg fik et forskelligt svar hver gang, som de enkelte personer troede
på, det var bare kun det niende, der ikke var baseret på overtro.

En anden overtro kunne jo være at opfatte tv's nyhedsformidling som et
udtryk for verdens daglige begivenheder. Det er fuldstændig abstrakt.
Nogen af de mest bevidsthedsudvidende nyhedsoplevelser, jeg har haft,
var da jeg i en lang periode kun hørte BBC's nyheder fra Afrika. Da
følte jeg, at min verden fik fylde og blev sat i perspektiv.

  Et andet lag i bogen er kønnene, som jeg lader modarbejde hinanden
gennem hele forløbet uden selv at være klar over det. 

Sexsymbolet Diana, der ender som en abnorm Venus fra Willendorf, er dels ment som
en satire over kvindens frigørelseskamp på forkerte præmisser og dels
på kvindeidealets totale omskiftelighed gennem få årtusinder. Dermed
også vores virkelighedsopfattelse og definition af, hvad der er smukt.
Vi kan kun mødes ved at have kontakt med vores indre anima og animus
og højre og venstre hjernehalvdel, ikke ved at strides om fiktive ydre
problemer. Det måtte være barselssorlov eller skæve
familiesammenføringer fra diverse forhold.
Vi mangler et fælles udgangspunkt, fordi vi fokuserer forkert. Flere
og flere tanker, mere og mere stress i stedet for mere og mere
erkendelse og solidaritet, dvælen og indsigt. Manden bliver i dag
ødelagt af det kvindebillede, han prøver at forholde sig til, for
kvinden er en blanding af et sexsymbol og en Greenpeaceaktivist, der
dybt inde i sig selv stadig er en Venus fra Willendorf. Manden bliver
så forvirret over den totale usammenhæng, som han forsøger at forholde
sig til, at han helt glemmer sig selv. Svinder ind til et udmarvet
intet, fordi han aldrig søger det potentiale inden i sig selv, som han
deler og kan udveksle med kvinden i nye og ikke-destruktive livsveje.

  Bogcitaterne, hvor jeg fortrinsvis har brugt Kaptajn Marryats "The
Phantom Ship", Orvilles "The Ancient Marriner" og Richard Wagners
libretto til "Den flyvende hollænder" er ment som et symbol på den
fortid, vi altid vil bygge vores nutid på, hvad enten det er som
forfatter eller som menneske i det hele taget. Jeg søger en
dobbelteffekt ved at lege med uddrag af de gamle bøger på en helt
anden måde, end man normalt gør: Jeg vil gerne slå et slag for styrken
i den altid levende fortælling ved at sætte den i perspektiv. Tolke
den så fuldstændig anderledes, at man åbner sine øjne i en helt ny
dimension, der er større end både originalen og min totale
omskrivning, nemlig sit helt private, urørlige billede.

Jeg har haft gevaldig genklang ved at gøre det med de gamle eventyr i
bogserien "Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr". Det er et dybt
seriøst forsøg fra min side på at bringe selve fortællingens kerne
tilbage i lyset, som den var, da historierne oprindeligt blev
overleveret mundtligt og ikke skrevet ned. Lave om på enhver arketype
og vaneforestilling og åbne helt nye veje ind til historiens centrum,
der er selve fortællingens kraft og ikke kommaernes placering.
Heldigvis er bøgerne blevet brugt i mange skoleditto, men alle de
etablerede børnebogskendere hader mig, for jeg sprænger rammerne for
deres definitioner. Jeg vil tilbage til fortællingens urkraft.


"Dødssøbølger" er langt mere kompliceret, fordi den tegner et billede
af nutidsmennesket fra en vinkel, man slet ikke er vant til at møde.
Jeg har hele mit liv levet med erkendelsen af de mange vidt
forskellige bølger og lag vi er sammensat af og tror på, at vores
eneste chance for en menneskelig udvikling går via en erkendelse af
vores dybere og abstrakte lag. Der er såmænd ikke det ringeste galt
med logikken, den skal bare altid sammenholdes med de andre fysiske og
bevidsthedsmæssige kræfter, den styrer side om side med. Det glemmer
vi i dag, og derfor går rigtig meget rigtig galt. 


Bogcitaterne i "Dødssøbølger" er af samme grund ikke strategisk placeret, men
simpelthen tilføjet, hvor de har passet ind i den historie, jeg vil
formidle. Selv lagerhallerne er hugget fra Jørgen-Frantz Jacobsens
"Barbara", men er så fuldstændig redefineret, at de symboliserer noget
mildest talt helt andet, end de gør i "Barbara", som er en af mine
yndlingsbøger.

Alt godt fra Rune




Læs mere om DØDSSØBØLGER her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar