onsdag den 16. januar 2013

TANTEN, DER BOEDE HOS DEN HVIDE KAT


Fotos Kristina Tandrup Gittesdatter.
Fortælling Kristina Tandrup Gittesdatter og RTK.

Jeg er en kat. Jeg er hvid. Jeg sidder og pudser mig i solen. Mine pupiller skærer den over på tværs. Mine kløer er skarpe som den hvide nymåne over træernes toppe i den evige nat. Jeg bor her midt i den store skov med de mange svampe og floden, der løber igennem fuld af fisk. Jeg er smuk, derfor ejer jeg min verden. Mine gule, sammenknebne øjne glipper søvnigt og årvågent mod alt omkring mig. Jeg er opfyldt af majestætisk kedsomhed. En kæmpemæssig ligegyldighed og en lurende årvågenhed, så det kribler langs rygraden af mus og fugle. Vildmarkens sagnagtige, ubestridte hersker, det er mig. Det er vildkatten. Den lydløse dræber. Jeg er det frygteligste rovdyr på kloden. Vildere og mere blodtørstig end nogen andre. Uden en lyd knækker jeg nakken på mine værgeløse ofre.




  Tanten er flyttet ind i mit hus. Jeg tolererer hende for madens skyld og varmen i hendes ovn om vinteren. Så længe, hun indordner sig, får hun lov at blive. Hun var tidligere skolelærer. Respekteret men også striks. Ungerne var lidt bange for hende, men hun var god til sit fag. De tider er forbi for så længe, længe siden. Nu søger hun tilflugt her hos mig. Den lille, hvide kat, der accepterer hendes klodsede trissen omkring. 




Jeg klør mig bag øret, renser mine knurhår. Min hvide hale strækker sig strunk mod himlen. Tanten famler sig meningsløst gennem livet.  Hendes billede står som et vartegn over tåbeligheden. Jeg lever frit uden skyggen af hendes eksistens i mit hjerte. Tanten er grim, gammel og brugt. Det er en hel historie. Historien om en russisk kvinde, men jeg er mig. Min egen. Tanten bor langt ude i en lille landsby, hvor der efter kommunismens fald ikke er meget andet tilbage end hende, et par alkoholikere og en masse tomme træhuse.




Jagten er god. Råt kød og blod. Her bor tanten midt inde i skoven med sine kaniner og sin køkkenhave. Det er det, hun lever af. Hende om det. Mennesket har ingen sjæl. En gang imellem kommer hendes datter forbi med nogle fisk eller en nabokone med nogle grøntsager, hvis hendes egen høst er slået fejl. Hun er primitiv. Hun har ingen sylespidse tænder i sin tanke. Hun har derimod én ged. Den er klogere end hende, men trods alt en stakkel i de aller nederste regioner af det store hierarki. Instinktet er alt, vi har. Tantens lærdom har ikke bragt hende andet end ulykker. Den var et fejlgreb i eksistensens tomme lykkepose. Bare et regime, der faldt. Jeg var her hele tiden. Nu er hun blevet til overs. Hun gemmer sig af vejen. I mange år har hun ikke oplevet andet end livet i den lille, isolerede landsby. Hun giver kaninerne mad, jagter mig i sjov frustration, går ned med kartofler under gulvet i køkkenet, hiver ukrudt op. 




Hun fortæller også. Fortælle kan hun. Hun har fortalt mig mange dybe sandheder, selv om jeg ikke forstod et ord af, hvad hun sagde, men jeg iagttog hendes mimik og digtede mine egne historier. Hun plaprer bare, men jeg kan fortælle.
  En af mine historier handler om den fremmede, der kom til mit hus for nylig. Jeg lod hende være. Slikkede mig som om, intet var hændt. Det var uden betydning. Tanten og den fremmede kunne ikke tale sammen. Mennesket har aldrig lært at kommunikere. 




Tanten var i evig bevægelse. Da den fremmede først kom til huset, blev hun taget hårdt i armen og ført ud i tantens sauna med et par storblomstrede underhylere og en slåbrok. Så havde hun værsågod at vaske sig. Det var det fineste, tanten kunne tilbyde den fremmede. Vel en måde at byde hende velkommen på. Lade hende smide tøjet, inden hun havde sagt sit navn. Katte forstår hinanden. Katte forstår sig selv. Det er så ligetil.  
    Næste morgen skulle den fremmede spise en af tantens tilberedte kaniner. Den var virkelig veltilberedt, men hun må have syntes, den fremmede spiste for langsomt, for hun stod med hænderne i siden bag hende og råbte:
  - Spis, spis, spis! Du spiser jo ikke noget. Du skal spise det hele, og så skal du have en ny portion!
  Det var klogt. Jeg fik resterne. Tanten vil lave en trone til mig af skindet.




 Jeg vil ligge og betragte mine slavers og narrers falbelader. Se dem prøve at gøgle sig fri, men jeg afbrød min fortælling. Den fremmede var bange for tanten. Hun var glad for at forlade hendes grund, da hun skulle videre hjem til sit barbariske land, hvor jordforbindelsen var sluppet, og ingen længere kendte sig selv. Tanten er trods alt kommet videre i sin udvikling, derfor lader jeg hende blive boende, hvor trættende hun end kan være. I min historie vil den fremmede reflektere over, hvad det egentlig var for et møde, hun havde med tanten.  Måske vil hun finde på, at tanten var et af de mest naturlige, oprigtige og gæstfrie mennesker, hun havde mødt i hele sit liv. Måske vil hun kalde mødet intenst og inspirerende. 




Måske vil hun aldrig glemme det. Snip, snap, snude, så er den historie ude. Det var godt, der aldrig kom en fremmed. Det er godt, hun ikke bor her. Jeg er ved at få nok. Tanten ryger ud inden længe. Hun er begyndt at fable. Jeg strækker mig. I natten er jeg alene med min skønhed. Uden en lyd knækker jeg nakken på mine værgeløse ofre. Tanten snorker.  



Ingen kommentarer:

Send en kommentar