DEN GULE KANARIEFUGL

Ny historie til multikunstner-novellebogen "En vrangmaske i Vorherres strikketøj"

Tekst: RTK

Maleri af Lisbet Winther

Jeg er en gul kanariefugl. De befængte var mangeartede. Ofre for pesten, krigen, livet og kødets skrøbelighed i al almindelighed. Gud forbarme sig over os og nådigt mildne sin vredes svøbe, thi på alle sider omgives vi af befængte. Farsoten bredte sig som en lynild, fra hus til hus, fra gade til gade, fra by til land. Præsterne fik besked om at læse bønner fra prædikestolene for at formilde Herren. Markeder blev lukket, torvedage aflyst, og kongen befalede, at enhver udi de gader, hvor nogen sygdom er, skulde lade ryge med tjære, enebær, malurt eller andet deslige. Pesten er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ens hos alle, men veksler med temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.

Jeg er en gul kanariefugl. Jeg er kommet langvejs fra med min fortryllende fløjten. Da fuglehandlere rejste overalt i Europa, transporterede de på deres barre‑stativer op til 170 små fuglebure. Det kan ikke undre nogen, at bjergfolkene fik en særlig tilknytning til min sang. I bjergværkets lampestuer var der ofte anbragt adskillige kanarier, som med deres adfærd forkyndte den livsfarlige mangel på ilt. Jeg blev et symbol på ren luft, fordi jeg blev brugt som advarselsalarm i kulminerne til langt op i 1980'erne. Vi er meget følsomme over for giftige gasser og vil derfor dø, før et udslip når at påvirke minearbejderne. Så længe der er liv og fuglesang, kan man regne med, at luften er ren.

Kirkegården ligger højt oppe, og man ser fra de dødes have ud over livets vidt strakte marker. Langs kirkegården sniger en skikkelse sig, grå som stenene i diget; lydløst lister den sig ind gennem lågen. Så slår den kappen til side og kaster hætten.

Det er Døden!

De krigere, der ligger her på kirkegården, er hudflettede af tiden for længst, nu er der plads til andre. Jeg har allerede kastet en glød i de magthavendes erobrerlystne sind; og nu slår den ud i lyse flammer.

Døden så truende ud over egnen og sagde: "Død og fordærvelse og sorg og elendighed over alle hjem, over alle jer, der nu nyder livet! Jeres hus skal lægges øde, kanonerne skal rulle over jeres grønne enge!

Jeres sønner skal flænges og dræbes og pines, jeres døtre skal mishandles, og de legende børn skal trædes ihjel af de vældige hære. Jeres hjem skal skydes sønder og sammen! Jeg er soternes og epidemiernes død. Når koleraen og pesten hærger, så er jeg med. Men over alt andet er jeg krigens død. Det er min lyst at se mennesker pine og sønderflænge og lemlæste hinanden, for jeg er selve satan, der påtager sig dødens skikkelse og årelader menneskeslægten.

Høsten fik jeg da nogenlunde ødelagt.  Nu kommer foråret. Hahaha! Jeg skal brænde hele foråret op, så der ikke bliver et grønt blad tilbage, så alle knopper visner på frugttræerne, så græsset afsvides, og kornet dør på markerne. Der skal ikke blive et aks til brød til de forsultne, ikke en blomst til kranse for de døde. Det behøves heller ikke. Nu går det snart løs igen! Se, hvor yndigt landet ligger med de grønne marker! Jeg elsker alt dette grønne! Det knitrer så dejligt, når ilden afsvider det, ilden fra de faldnes flammende bål, og ilden fra de springende granater. Jeg skal afsvide det hele! Jeg skal træde jer sønder og sammen! Af sted, af sted, nu begynder Dødens lystige dans! Hahaha!

    Jeg er flagret ned på denne tomme hjerneskal mellem grå sten, men tomhedens ekko fylder ikke mit sind. Jeg er livet. Jeg er klingende toner og lokkende musik, jeg er de inciterende fløjtetoner, der hæver livet over dets skrøbelighed og vidner om modet. Den, der aldrig lever nu, lever aldrig. Hvad gør du? I min kvidren på tomme hjerneskaller ligger spontanitetens og visdommens evighed mod hvilken, al ødelæggelse forgår. Der er en morgen i hver trille, en middag i hver tone, der legende spræller mod evigheden, en aften i min fløjten, der aldrig vil dø. Kraniet er erfaringen, jeg er livet. Det fløjter lystigt og nyfødt på de dybeste grave. Jeg er overlevelsen I bjergværkets lampestuer.