onsdag den 13. februar 2013

Ib 'Rock' Jensen. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 38



Den herlige signatur fra Ib 'Rock', kan jeg takke rock- og swing-eksperten Per Mogensen for. Saxofonisten på billedet er svensker, men Ib 'Rock' husker desværre ikke, hvem han er. 



Ib 'Rock' Jensen blev født 8. november 1932 i København. Han er gået over i dansk kulturhistorie som vores første egentlige rocksanger. Jensen blev uddannet som saddelmager og fik arbejde på kuffertfabrikken Unica på Amager. Samtidig begyndte han at optræde som sanger.
Ib 'Rock' husker: "Jeg havde altid været vild med jazz, Louis Armstrong og Ella Fitzgerald og sådan noget, og så havde min bror en masse plader, og jeg fandt ud af, at hvad søren, Ib, du kan jo noget af det dér. Mine kammerater meldte mig til forskellige ting. Det var ikke andet end sjov og gas, og jeg optrådte i Markmannsgade og på Ølandshus. Så lavede jeg et nummer med noget scatsang, og Amager Bladet kaldte mig for Amagers bebop-konge i 1953".
Ved en amatørkonkurrence på Kastrup Fort i sommeren 1956 blev Jensen nummer to. Her blev han "opdaget" af Børge og Grete Kisbye, der drev flere danseskoler i København. Kisbye havde hørt om Elvis, og sådan en måtte vi også have, tænkte han. Om ikke andet så for omsætningens skyld,
Kisbye arrangerede en række aftener, som skulle introducere en ny rock'n'roll‑dans. Hans kone syntes nu mest den lignede jitterbug tilsat akrobatik.


Ib 'Rock' for fuld udblæsning på forsiden af Jens-Emil Nielsens bog fra 2010.


Ved en koncert i K.B.‑Hallen på Frederiksberg den 4. oktober 1956 blev rocken for alvor lanceret i Danmark under overskriften ”Verdenssensationen Rock'n'Roll”. Ib 'Rock' fik 15 minutter i rampelyset. I dag ville vi ikke kalde hans scat‑improvisationer rock, men i de kropsforskrækkede 50ere vakte hans uhæmmethed på scenen opsigt. Han har senere nævnt Cab Calloway som en inspiration, og tilføjet, at han ikke anede, hvad han gjorde, bare at det virkede. Og dét så meget, at han blev hovednavn, Ib 'Rock' Jensen optrådte for 4.300 tilskuere, og sang og dansede det bedste han havde lært sig selv.

Han husker: "Det var jo en kæmpeoplevelse for en ung mand som mig. Der var sådan en dør med et kighul ind til scenen, hvor jeg kunne se, at der var stuvende fuldt med publikum. Og der var både Ib Glindemann og et svensk orkester, og jeg tænkte hoooold da op. Så blev jeg skubbet derud, og jeg tog mikrofonen og sang mit bebop og blues. Ja, der var ikke meget tekst på, jeg brugte bare det der "rock me" hér og "rock me" dér".
Det enkle refræn havde han fra Bill Hayleys ”Rock Around The Clock”, og selv om han aldrig havde set Elvis, gav han den med hoftevrid og vilde dansetrin på scenen.

Ib Rock husker: "Skal jeg være helt ærlig? De var helt vilde ‑ de stod på stolene og klappede og hujede".
Alt forløb glat, men udenfor blev der tumult. Det hele blev startet af en fotograf, som havde en aftale med en amerikansk TV‑station, der gerne ville have billeder af den ballade, man forventede ville opstå, da rocken kom til Danmark. Han fik nogle unge mennesker til at smide et par kanonslag, og da han tændte kameralyset for at fotografere, gik nogle ud på gaden og kravlede op i træerne.
Ib 'Rock' husker: "Nogen råbte og skreg, og egentlig skete der ikke ret meget i forhold til, hvad man ser i dag, men ikke desto mindre kom Frederiksberg politi ilende til og nedlagde derefter forbud mod rock'n'roll, og jeg måtte ikke komme ud fra KB‑Hallen, fordi de var bange for, at der ville blive optøjer. Jeg måtte sidde en time derinde og vente. Det endte med, at politiet ryddede gaden. Min mor sagde: Hvad har du dog lavet?"

Ib 'Rock' besøger Tårnby Biblioteks rockcafé.


Ib Rock blev tilbudt at lave en pladeindspilning, men fandt ikke helt, at han var klar, så Preben Uglebjerg fik tjansen. Efter forbuddet drog Børge Kisbye og Ib Glindemanns orkester med Ib 'Rock' Jensen på turné til provinsen, der imidlertid måtte afbrydes undervejs på grund af ballade ved en koncert i Århus. Ib 'Rock' kom kort efter i september 1956 med i Stig Lommers "ABC‑Revyen for viderekomne", hvor man indlagde nummeret "Politirock" i en satire over rockhysteriet. Her blev han ført bort af 'politibetjenten' Dirch Passer, mens han sang "Politirock", der kom på plade samme år.
"Politirock" blev Ib 'Rock' Jensens eneste plade og indeholdt revyforfatteren Robert Arnolds uforglemmelige linjer: "Hvis du føler trang til sjov i gaden/vogt dig/du må ikke more dig i staden/vogt dig/for så får du en på karbonaden."
"Den skulle jeg optræde med ved en lille revy på ABC‑Teatret. Men tænk, politimesteren på Frederiksberg sagde nej, jeg måtte ikke afslutte revyen med den, jeg måtte kun spille den i pausen. Bagefter stod politiet overalt på Frederiksberg Allé, da det her fredelige teaterpublikum kom ud, nej, ved du nu hvad," siger Ib og ryster på hovedet.

Ib ’Rock’ og Kira Skov fra rockgruppen ”Kira & The Kindred Spirits” til den første udstilling i Danmarks Rockmuseum i Roskilde ”ROCK ME” 2009.




De næste par år tog Ib 'Rock' Jensen på egen hånd til Sverige og optrådte i de svenske folkeparker som "Nordens rockkonge". Han arrangerede også selv nogle optrædener og gik desuden spontant på scenen bl.a. i La Fontaine. I 1962 fik han fast arbejde som trykker i det Berlingske Hus, hvor han nåede at få sit 25. års jubilæum inden han gik på pension. I dag hedder han Asbech til efternavn, og er glad for at blive husket, når der udsendes invitationer til diverse rockreceptioner.
"Stemmen er ikke, hvad den har været", fortæller Ib 'Rock', "Men jeg giver stadig et nummer en gang imellem i haveforeningen i Islev, hvor jeg kommer meget". 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar