Rune T. Kidde: The Rolling Stones. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 42

Keith Richards og Mick Jagger var barndomsvenner og klassekammerater i Dartford i Kent, indtil Jaggers flyttede. De så hinanden igen i 1960, da Richards mødte Jagger på Dartford banegården med en bunke Chuck Berry og Muddy Waters sange under armen. Genren var en dyb fælles fascination og blev grundlaget for deres musikalske partnerskab. Richards og Jagger mødte Brian Jones, da han spillede slide guitar med Alexis Korners skelsættende London R&B band, ”Blues Incorporated”, på Ealing Jazz Club, som også havde kommende Rolling Stones-medlemmer Ian Stewart og Charlie Watt som musikere.

Fra venstre: Charlie Watts, Brian Jones, Keith Richards, Mick Jagger og Bill Wyman, 1965.

Stewart og Jones stiftede et R&B band, der spillede Chicago blues. Udover Stewart, Jones og Jagger, inkluderede den første generalprøve på det endnu unavngivne band Richards på Jaggers foranledning. I juni 1962 bestod bandet af: Jagger, Jones, Richards, Stewart, Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Ifølge Richards, døbte Jones bandet under et telefonopkald fra Jazz News, hvor han blev spurgt om et bandnavn. Jones fik øje på en Muddy Waters LP der lå på gulvet, hvor et af numrene var "Rollin' Stone".

"Rollin' Stones" spillede deres første koncert i juli 1962 på Marquee Club. Deres materiale omfattede Chicago blues samt Chuck Berry og Bo Diddley numre. Bassist Bill Wyman trådte ind i gruppen i december 1962 og trommeslager Charlie Watts, januar 1963. Andrew Loog Oldham, tidligere presseagent for Beatles, blev bandets manager, fordi han var for ung til at få en agentlicens. Han var nitten år og yngre end alle bandets medlemmer. Oldham fik ændret stavningen fra "The Rollin' Stones" til "The Rolling Stones" samt Richard’s efternavn, til Richards, fordi det lød bedre. Stewart passede ikke ind i Oldhams idéer, siger Wyman. "Han ville have smukke, slanke, langhårede drenge". Steward blev derfor taget ud af bandet i maj 1963 og blev road manager og lejlighedsvis pianist indtil sin død i 1985.

Oldham fik gruppen ind under Decca Records, der manglede en match til Beatles, og Rolling Stones fik en kontrakt på meget favorable vilkår. De fik det tredobbelte af den normale royaltysats, og fuldt ejerskab og kunstnerisk kontrol med deres optagelser. Aftalen tillod også bandet ikke at bruge Deccas lydstudier, men derimod gå til Regent Sound Studios, et mono studie udsmykket med æggebakker i loftet som lydisolation, hvor de følte sig mere hjemme. Oldham, der ingen erfaring havde på området, blev bandets producer. Han præsenterede med vilje Rolling Stones' brug af uafhængige studier for at karakterisere dem i musikpressen som mere rå og uafhængige end Beatles. Oldham forklarede, at Beatles' pligt til at optage i EMI’s kommercielle studier gjorde dem til "almindelige dødelige stivstikkere”, mens sveden sprang af Rolling Stones, når de gik i studiet. Han præsenterede Rolling Stones som de grimme modsætninger til Beatles og fik et foto af dem uden smil på forsiden af deres første album. Han opfordrede også pressen til at bruge provokerende overskrifter som "Ville du lade din datter gifte sig med en Rolling Stone?" Selv om Oldham oprindeligt havde iklædt bandet identiske jakkesæt, vendte de hurtigt tilbage til afslappet tøj under deres optrædener. Bill Wyman siger: "Vores omdømme og image som de slemme drenge kom på det tidspunkt. Vi var den første popgruppe til at gøre op med hele Cliff Richard- halløjet, hvor optagebåndene gjorde små dansetrin, bandsene bar identiske uniformer og havde Tivoligarde-trommer".

Mit singerede foto af bassist Bill Wyman.

En coverversion af Chuck Berrys "Come On" var Rolling Stones' første single, udgivet den 7. juni 1963. Decca købte kun én enkelt annonce for at fremme salget, men på Oldhams opfordring købte fan‑klubbens medlemmer så mange kopier i pladeforretningerne, at singlen blev efterspurgt af radioen og endte med at blive nr. nogenogtyve på de britiske single hitlister. Senere på året arrangerede Oldham bandets første store engelske koncertturné som opvarmning for amerikanske stjerner, herunder Bo Diddley, Little Richard og The Everly Brothers.

Under denne tour indspillede The Rolling Stones deres anden single, Lennon‑McCartneys nummer ”I Wanna Be Your Man", det nåede nr. 12 på de britiske hitlister. Deres tredje single, Bo Diddleys "Not Fade Away", blev udgivet i februar 1964 og nåede nr. 3.

Oldham så imidlertid ingen fremtid i at miste betydelige royalties ved at spille sange af "midaldrende sorte", musikere, og det begrænsede deres appel til teenagepublikummet. På hans opfordring begyndte Jagger og Richards at skrive nye sange til bandets første album, ”The Rolling Stones”, 1964.

The Rolling Stones' første USA‑turné i juni 1964 var med Bill Wymans ord, "en katastrofe". "Da vi ankom, havde vi ikke noget hit der, eller noget, der trak i vores retning overhovedet". Da bandet optrådte på Dean Martins TV show, hånede Martin både deres hår og deres optræden. Under turnéen besøgte de to dage Chess Studios i Chicago, hvor de mødte mange af deres vigtigste påvirkninger, herunder Muddy Waters. Møderne omfattede indspilningen af det, der ville blive Rolling Stones' første nummer 1 hit i UK: ”It’s All Over Now” og året efter blev "Satisfaction" udgivet.

I løbet af 1966‑1969 turnerede de verden rundt og opdaterede konstant deres repertoire med mange store hits som "Let’s spend the night together", (1967), "Sympathy for the Devil" (1968) og "Honky Tonk Women", (1969). Den utrolige, internationale succes gav bagslag. Richards og Jones begyndte at blive jaget af myndighederne på grund af deres brug af stoffer allerede i 1967, efter at News of the World havde bragt artiklen "Pop Stars og narkotika: Kendsgerninger, som vil chokere dig". Serien beskrev påståede LSD parties arrangeret af The Moody Blues og med deltagelse af topstjerner, herunder Pete Townshend fra The Who og Creams Ginger Baker. De henviste også til indlæggelser af førende rockmusikere på grund af stofmisbrug. Den første artikel anklagede Donovan, den anden offentliggjort den 5. februar handlede om The Rolling Stones.

En reporter, der havde bidraget til historien tilbragte en aften på den eksklusive London‑klub Blaises, hvor et medlem af The Rolling Stones angiveligt tog flere Benzedrin-tabletter, viste en klump hash og inviterede alle de tilstedeværende hjem til sin lejlighed for at fyre en fed. Artiklen hævdede, at dette var Mick Jagger, men det viste sig at være forkert. Reporteren havde faktisk hørt Brian Jones. Om aftenen da artiklen blev offentliggjort dukkede Jagger op på et talkshow og meddelte, at han ville indgive en stævning for injurier mod artiklen.

Ikke desto mindre havde Rolling Stones store problemer med Brian Jones' stof‑og alkoholmisbrug, der ødelagde hans tale og udseende, så andre musikere måtte tage hans plads. Den 3. juli 1969 druknede Brian Jones i swimmingpoolen ved sit hjem, Cotchford Farm i Hartfield, East Sussex af en overdosis. Efter Richards og Jaggers godkendelse, tog guitarist Mick Taylor Brians plads. Brians død i en alder af 27 gjorde ham til en af de første medlemmer af den berygtede "27 Club" af rockstjerner som døde i den alder (Her i blandt Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison og Curt Cubain). Selvom Brians kontroverser med sine band‑kammerater og hans talrige anholdelser var forårsaget af hans personlige problemer med narkotika, fik både Richards og Jagger skylden ved Brians død. The Rolling Stones var booket til at spille til en gratis koncert i Londons Hyde Park, to dage efter Brian Jones' død, og de besluttede at holde fast ved deres optræden som en hyldest til Jones. Koncerten, deres første med Mick Taylor, blev udført foran omkring 250.000 fans. Jagger læste et uddrag fra Shelleys ”Elegi Adonais” og slap tusindvis af sommerfugle fri til minde om Jones, før de åbnede deres sæt med Johnny Winter nummeret "I'm yours and I'm hers".

Mit signerede foto af Ronnie Wood, guitar, basguitar og mundharmonika.

Tabet af et af deres stiftende medlemmer var smertefuldt for Stones. Men i slutningen af 1960'erne nåede deres kreativitet nye højder. Deres album "Beggars Banquet" (1968) og "Sticky Fingers" (1971) var blandt de mest populære albums, de nogensinde har lavet med hits som "Wild Horses" og "Brown Sugar".

I løbet af 1970'erne forblev The Rolling Stones det største band i verden, selv om de rivaliserede med Led Zeppelin. The Stones havde tusindvis af live‑optrædener og multi‑million pladesalg med hits som "Angie" (1973), "It's only rock'n roll", (1974), "Hot Stuff" (1976) og "Respectable" (1978).

The Rock and Roll Hall of Fame optog Rolling Stones i 1989,og udtalte: "Kritikerros og populær konsensus har tildelt dem status som verdens største Rock and Roll Band". Rolling Stone Magazine placerede dem som nr. 4 på deres liste over de 100 Greatest Artists of All Time, og deres albumsalg anslås at have været mere end 200 millioner på verdensplan.